[ [forsiden].

 Sokrates
 469-399 f.Kr.
 Liv og familie | Undervisning | Økonomi | Skyerne | Athen | Sokrates anklages og henrettes | Sokrates’ sidste timer | Platon 
 
Euthyfron | Apologien | Kriton: individet og staten | Sokrates’ læremestre | Dyd | Politik |Satire |


Sokrates anses for at have grundlagt den vestlige filosofi sammen med sin elev Platon og dennes elev Aristoteles, og man kan derfor lære meget om den vestlige begrebsverden og idehistorie ved at studere denne mærkelige mand fra det 5. århundredes Athen. Vi kender Sokrates primært gennem eleven Platon, og gennem ham ser vi Sokrates som en modsætningsfuld mand: han vises som en lærer der nægter at have elever, som en fornuftens mand der lader sig styre af en angiveligvis guddommelig indre stemme, og som en gudsfrygtig mand der henrettes for blasfemi. Sokrates så kroppens fornøjelser som underordnede, men blev tiltrukket af unge mænds skønhed. Hans tanker cirklede altid om et guddommeligt princip og hans tankesystem var ligeså absolut som religioner er flest, men alligevel affærdigede han religion som et meningsgivende princip.

Sokrates endte sine dage beskyldt for illoyalitet overfor staten Athen, men det var netop den loyalitet der bød ham at blive i Athen for at modtage sin straf, selvom han havde rigeligt med muligheder for at flygte. At man i Athen ønskede at skaffe sig af med ham, skyldtes især at han fungerede som en bidende skarp social og moralsk kritiker. Han fortalte gang på gang athenerne at de skulle leve et retfærdigt og godt liv, og altid søge sandheden.

 

Jacques-Louis David: Sokrates' Død
(1787) Metropolitan Museum of Art

Billedet rummede for den politisk radikale og evolutionsorienterede David symboler på det ideelle menneskes kompromisløse søgen efter retfærdighed og sandhed, og i denne søgen en lige så stærk og urokkelig etik, etik, retfærd og sindsro.

I billedet er der kun 3 tilsyneladende fattede personer: den interesseret lyttende Kriton (med hånden på Sokrates' ben), Platon (i dyb tanke for enden af sengen) og til sidst den energisk og opslugte, men alligevel kontrollerede Sokrates.

David, mener man, tiltænkte dette billede som en opfordring til samtidige svage sjæle der, som Sokrates' elever, ikke formår at holde fast de værdier, der er allersværest at leve op til.


Liv og familie
Sokrates var gennem vennen Kairefon blevet fortalt, at oraklet i Delfi havde nævnt ham som den viseste mand i verden. Sokrates så dette som en gåde og en udfordring, og brugte derefter det meste af sit liv på at modbevise dette. Herefter var hans liv forandret.
 

Sokrates var søn af Sofroniskos, en stenhugger, som ifølge Sokrates havde selveste Daidalos som forfader. Moderen hed Fainarete og nævnes i dialogen Theaithetos som jordmoder. Sokrates skulle ifølge visse kilder have fulgt i faderens fodspor tidligt i hans liv, men forlod altså dette erhverv som ung mand. Han giftede sig med Xanthippe, en kvinde der blev kendt for at være en skrækkelig rejekælling. En anden historie fortæller at Sokrates giftede sig med Xanthippe ud fra den anskuelse, at kunne han holde hende ud, var der ingen, han ikke kunne klare.
 

Ægteskabet med Xanthippe gav Sokrates sønnen Lamprokles, og ifølge Platon kom Xanhippe med den lille Lamprokles på armen, da hun besøgte Sokrates før hans henrettelse. Ifølge Diogenes Laertius og Aristoteles havde Sokrates dog også en anden kone: Myrto, der skulle have født ham sønnerne Sofroniskos og Menexenus. Muligvis havde Sokrates begge koner på samme tid, simpelthen fordi man i Athen under de Peloponnesiske krige havde gjort dette lovligt for at anspore folk til at få flere børn.
 

Sokrates’ tidlige liv og barndom er omgærdet af en del mystik, og selvom flere kilder beretter om denne periode, er der ingen enighed om disse år. Plutarch skrev, at et orakel havde givet Sofroniskos (faderen) det råd, at han skulle lade sønnen gøre hvad han ville, og så i øvrigt bede til markedspladsernes Zeus og muserne. Diogenes Laertius skriver, at Kriton var så betaget af drengens sjæls skønhed, at han tog ham ud af stenhuggerens værksted og begyndte at uddanne ham.


[til toppen]


Undervisning
Ifølge Platon (f.eks. i dialogen Parmenides) mødte Sokrates i en ung alder både Parmenides og Zenon. Også i Theaithetos nævnes det at Sokrates havde mødt Parmenides og at han her havde haft lejlighed til at se hans dialektiske metode. Platon fortæller også (i Menon) at Sokrates var blevet undervist af en vis Prodikos, og at denne undervisning havde været alt andet end ideel. I Symposion fortæller Sokrates, at han gennem samtaler med en 'Diotima' har modtaget undervisning om kærlighedens væsen (Diotima var højst sandsynligt kun en litterær konstruktion), og i dialogen Menexenus fortælles det, at Sokrates skulle have modtaget undervisning i retorik fra Perikles’ Aspasia, og at han også var blevet undervist i musik af Connus. Disse beretninger anses for mere sandsynlige end Plutarchs og Diogenes’.

 
Raphael: Scuola di Atene (Skolen i Athen)(udsnit)
(1509-1510) Det Apostolske Palads i Vatikanet

Raphaels berømte billede rummer et utal af antikkens filosoffer, og det er interessant at Sokrates placeres til venstre for det helt dominerende samtalepar (udenfor udsnittet: Platon og Aristoteles
(der hver især holder Timaios og Etikken). Det er muligt at Raphael, som beundrede Leonardo da Vinci måske højere end nogen anden samtidig, forestillede sig Platon-figuren som en slags klassisk tids da Vinci, for den fysiske lighed er slående.

Sokrates holder selv kun hænder gestikulerende frem for sig, idet han tilsyneladende debatterer (eller forelæser for) 3 tilhører/samtalepartnere: fra venstre og ud er der 3 anerkendte forslag:

1. Med øjnene tilsyneladende over Sokrates' hoved: Aeschines eller Xenophon
2. En ældre herre i mørkerødt tøj og sort fjerhat: Antisthenes eller Xenophon
3. En yngre rustningsklædt mand: Alkibiades eller Alexander den Store

Diogenes Laertius fortæller alt i alt at Sokrates havde haft følgende lærere: Kriton, Anaxagoras, Damon og Archelaus. Især Archelaus beskrives som en lærermester der beskæftigede sig med mange af de samme emner som senere blev centrale for Sokrates’ teorier: at vækst skete I mødet mellem de kolde og det varme (se også Eryximachos’ tale i Symposion), diskussioner om love, det gode og retfærdighed, men med et helt andet fortegn, nemlig at retfærdighed ikke afhang af naturen, men af konventioner og love. Også i naturfilosoffen Anaxagoras fandt Sokrates megen inspiration (ifølge dialogen Faidon), måske hovedsagligt som et svar på Anaxagoras’ videnskabelige og antropocentriske beskrivelse af årsagskæder. Tilfælles med Anaxagoras har Sokrates dog en central søgen efter viden om det gode.



I Apologien (Sokrates’ Forsvarstale) forklarer Sokrates hvordan han var begyndt på sin søgen efter sandheden gennem samtalerne med de athenske bedsteborgere. Pythia havde sagt om han, at ingen var klogere end Sokrates. Sokrates anså dette som en slags udfordring til at finde en der virkelig var klogere end han selv, for det kunne da ikke passe at han, en mand der strengt taget kun vidste at han ingenting vidste, skulle være den klogeste mand i verden? Eftersom han ingen fandt der kunne tage titlen fra ham, anså det for en helt afgørende vigtig søgen efter sandheden som ingen åbenbart kendte. Hans samtalepartnere var oftest personer der burde vide noget om livets store emner: politikere, sofister, retorikere, kunstnere, digtere, etc. Disse samtaler blev ofte meget afslørende og pinlige for Sokrates’ samtalepartnere, for det viste sig jo gang på gang, at de intet vidste. Og hvad værre var: de troede at de vidste det, de ikke vidste. Disse samtaler anså Sokrates selv for at være undervisning, men han gjorde det klart, at han aldrig selv havde modtaget penge for denne gerning.

Når Sokrates ledte efter samtalepartnere, ledte han både efter skønhed og gode egenskaber i disse, men i Xenophons Oikonomikos finder Sokrates at skønheden kun alt for ofte dækker over en indskrænket natur, og at han derfor måtte indskrænke sin søgen til ”ordentlige mennesker”.

At Sokrates havde læremestre som han både respekterede og brugte i sin egen filosofi, ser vi måske tydeligst i dialogerne Timaios og Symposion, hvor hhv. Timaios og Diotima udlægges som autoriteter. Det er dog højst sandsynligt, at også Platons læremestre (og her mere end nogen anden Sokrates) har del i disse hyldesttaler til tidligere mestre.
 

[til toppen]

Økonomi
Der er en del spekulationer om Sokrates’ formue og indkomst, og mere end spekulationer bliver det nok ikke til. Diogenes Laertius f.eks. påstod at Sokrates og hans elev Aischines var de første der underviste i retorik (og dermed fik betaling for det), men til gengæld lader Platon Sokrates fortælle at han, i modsætning til Gorgias f.eks., aldrig havde modtaget penge for dette. Plutarch fortæller, at en kilde (Demetrius) sagde, at Sokrates levede af renter af en formue på 70 miner, han havde investeret som relativt ung. En anden mulig indkomst kunne have været at Sokrates samarbejdede med Euripides om et eller flere af hans tragedier. Også dette er meget usikkert, men det lyder sandsynligt at de to har ført samtaler, og at Euripides blev påvirket af disse samtaler. Aristofanes og Xenofon mener begge at Sokrates levede af, at have en skole sammen med en Kairefon, mens Platon benægter dette gennem Sokrates’ egne ord både i Symposion og Apologien.

Aristofanes
Da komediedigteren Aristofanes i 423 f.Kr. skrev Skyerne, en satire der fremstillede Sokrates som en karikatur der tilbeder skyer og andre videnskabelige fænomener snarere end guderne, imens han kørte en slags ”tankebutik” hvor man kunne lære den ”uretfærdige logik”. Karikaturen blev ikke taget ilde op af hverken Sokrates eller Platon (i Platons Symposion fremstilles Aristofanes som en farverig, morsom og indsigtsfuld digter), men alligevel bruges der noget krudt på at rense Sokrates for de tanker og ideer om ham, stykket alligevel afstedkom.

 


[til toppen]

 
Athen
Sokrates skal have boet hele sit liv i Athen og han forklarede, at han foretrak byen fremfor landet, fordi det her var lettere at finde mennesker der kunne lære ham nye ting. Han rejste kun i forbindelse med militære ekspeditioner, som f.eks. til Delium, Amphipolis og Potideia. Disse ekpeditioner beskrives i Symposion gennem hans soldaterkammerat Alkibiades, der roser ham for på alle tænkelige måder at være en eksemplarisk soldat. Han skulle f.eks. have reddet Alkibiades og hans våben i slaget Potideia og bagefter have insisteret på, at denne modtog tapperhedsmedaljen i stedet for sig selv, og ved tilbagetrækningen fra Delium skulle hans optræden have indgydet hans kammerater både mod og styrke.

Sokrates var ikke ivirig for at deltage i det politiske liv, men han accepterede og udøvede de hverv der blev pålagt ham. Han mente selv, at mennesker der søgte sandhed og retfærdighed ikke skulle blive politikere, men følte at han måtte adlyde det lands love, han nu engang befandt sig i. Da han således skulle tjene som prytanernes formand (epistates), stødte han igen på det politiske systems problemer: athenerne ønskede at straffe en række strategoi (hærledere) fordi de angiveligvis ikke havde begravet de døde efter de gældende love og skikke. Sokrates protestere og ville ikke lade en afstemning finde sted i folkeforsamlingen, eftesom han (ganske fornuftigt) pointerede at den slags sager ikke hørte hjemme i folkeforsamlingen (ekklesia). Man havde simpelthen ikke beføjelserne til at dømme dem til døden. Men trods Sokrates’ protester (som både beskrives i Platons Apologien og Xenophons Hellenica) blev afstemningen gennemført og generalerne henrettet. Senere fortrød athenerne denne dom.

Da det spartansk organiserede og styrede oligarki blev indført i 404 f.Kr. (de såkaldte 30 tyranner), blev Sokrates og fire andre mænd beordret til at bringe en mand ved navn Leon fra Salamis til Athen for at denne mand kunne henrettes. Selvom Sokrates blev kritiseret for at have forbindelser til de 30 tyranner, ignorerede han ordren og gik direkte hjem, selvom denne handling kunne have kostet ham livet. Kort efter blev styret opløst, og Sokrates reddede angiveligvis livet

[til toppen]
 


Sokrates anklages og henrettes
I 399 f.Kr. blev Sokrates dog trukket i retten af anklagerne Meletos, Anytos og Lykon med den følgende anklage: “Sokrates anklages for ikke at tro på statens guder og at indføre nye guddomme og desuden for at korrumpere ungdommen”. Anklagen faldt formelt indenfor det man kaldte asebi/asebeia, dvs. mangel på respekt for guderne, men der er mange grunde til at tro, at denne anklage handlede i langt højere grad om Sokrates’ virke som systemkritiker i et ustabilt og usikkert samfund.

Diogenes Laertius anfører at logografen Lysias skrev en forsvarstale for Sokrates, men at Sokrates forkastede den fordi han ikke mente at den passede til ham. Xenophon beskriver hvordan Hermogenes forsøgte at få Sokrates til at forberede talen på forhånd, men også dette var håbløst. Sokrates forklarede at hans daimon hver gang talte ham fra at overveje dette på forhånd. Diogenes fortæller også at Platon skulle have forsøgt at tale for Sokrates’ forsvar, men at han pga. af hans ungdom blev buet af og derfor måtte forlade talerplatformen.

Sokrates’ tale var retorisk set bygget på logos-argumenter der samtidigt gjorde dommerne opmærksomme på, at han afstod fra de almindelige retoriske kneb som f.eks. at bringe konen Xanthippe og de tre børn ind i retssalen for at påkalde sig medlidenhed (et såkaldt pathos-argument). Han forklarede blandt andet også at anklagerne var selvmodsigende og i virkeligheden bundede i helt andre forhold. Meget taler for, at Sokrates slet ikke ønskede frifindelse, men at han snarere ønskede at vælge sin egen død som et eksempel på den frygtløse og kompromisløse filosof der udlevede den perfekte arete. Da Sokrates f.eks. blev dømt skyldig med 60 stemmer overskydende stemmer ud af 501, forslog han ikke en straf, men en belønning: han skulle belønnes med fri bespisning på statens regning. Hans andet forslag var næsten ligeså hånligt og provokerende: at en eventuel bøde skulle lyde på 1 mine (en meget lille bøde), men at han forhøjede den til 30 miner på hans venners opfordring (eftersom de ville betale den for ham).

Reaktionen på denne provokation udeblev da heller ikke, og der var flere af de 501 der idømte ham døden, end der var der havde dømt ham skyldig.

Sokrates blev derefter anbragt i et fængsel lige ved retsbygningen i Athens agora, men henrettelsen blev udsat pga. en religiøs højtid (festliggørelsen af Theseus’ rejse til Kreta). I ventetiden besøgte Sokrates’ venner ham og førte der samtaler med ham især om døden og retfædigheden. Sokrates brugte også noget af denne tid på at sætte Æsops fabler i vers, for han havde drømme om at han skulle komponere musik.
 

[til toppen]
 

Sokrates’ sidste timer
Da Sokrates’ sidste dag endelig oprandt, sagde han farvel til Xanthippe og deres yngste søn der endnu var et spædbarn. Også hans venner besøgte ham denne dag, og Platon beskrev denne dag og disse samtaler i dialogen Phaidon. Da vogteren mente at den megen snak ville forhindre giften (skarntydesaft) i at virke ordentligt, sagde Sokrates blot at han så ville drikke 2 eller 3 gange mere, for han havde ikke i sinde at holde op med at tale før det sidste øjeblik.

Da henrettelsen nærmede sig, tog Sokrates et bad (for at spare kvinderne for at skulle gøre dette), og da Kriton spurgte ham, hvordan han ville begraves, svarede Sokrates at han først skulle fanges, men at de måtte gøre med hans krop som de syntes passende. Derefter sagde Sokrates endeligt farvel til sine 3 sønner og konen Xanthippe. Han drak giften uden at kny, og da den ikke virkede umiddelbart, gik han lidt omkring for at få den til at virke. Da han så blev tung i benene, lagde han sig under lagenet, og fjernede det kun kort for at bede Kriton om at give Aeskulapius et offer (en hane), som han skyldte denne gud. Så dækkede han sig selv til igen og døde.
[1]

At Sokrates således døde en meget værdig og viljestærk død, sås også i at Seneca, en af de største stoiske filosoffer, forsøgte at efterligne Sokrates’ død da han selv blev tvunget til at begå selvmord af kejser Nero.
 

[til toppen]


Sokrates’ tanke- og sjælebørn
Sokrates efterlod sig ekstremt levedygtige eksempler på det han i Symposion kaldte ”sjælens børn”. Hans tanker og ideer var så stærke at en lang række filosoffer forsøgte at forfine og videreføre disse, og hans virke ændrede hele den vestlige filosofis historie og udvikling uigenkaldeligt og fundamentalt. At man benævner det 6. århundredes ioniske filosoffer ”præ-sokratiske”, er om noget et bevis på denne omsiggribende tankerevolution.

Som tænker var Sokrates både revolutionær og traditionalist, logisk og metafysisk, en stærk modstander af sofisternes retorik men samtidig en mester en retorikkens virkemidler og en dreven samtalepartner. Hans gudssyn var radikalt og nyænkende men alligevel bedyrede han både gennem ord og handlinger at han troede på de gode gamle guder. Han berømmes i dag især for at have søgt sandheden kompromisløst og med en uforfærdet evne til at sætte spørgsmålstegn ved alt og sætte meget høje standarder for egentlig viden. Hans insisteren på at vide hvad begreber var ”i sig selv” genoptog f.eks. Kant med udtrykket ”das ding an sich”.

Dialektik var et andet af hans overlevende tankebørn. Dette blev også benævnt som den sokratiske metode eller elenchos. Bærende i Sokrates’ tilgang til viden var ideen om, at man gennem dialog og udvekslen af ideer kunne nærme sig sandheden – episteme. For ham var det skrevne ord langt underlegen i forhold til menneskers dialog. En typisk sokratisk dialog forløb således at Sokrates’ samtalepartners forudindfattede meninger (doxa) blev pillet fra hinanden i en sådan grad, at denne person nødtvunget måtte erkende at han alligevel intet vidste om det, han havde snakket om. Dialogerne har først og fremmest værdi i deres falsifikationer af andres teorier, men også gennem metoden der fik samtalepartneren og læseren til selv at indse rigtigheden i Sokrates’ ’negative’ visdom.
 

[til toppen]



Sokrates og Platon
Forholdet mellem Sokrates og Platon kompliceres i de senere værker af Platons måske ubevidste trang til at tilføje egne tanker og ideer til de historiske dialogers udgangspunkt, og derfor er Platons værker både relativt historisk korrekte men også iblandet Platons afledte teorier. Man kan dog mene at Platon flere gange selv gør opmærksom på denne problematik idet han fremstiller andre beundrere af Sokrates som ukritiske og uhensigtsmæssigt påvirkede af Sokrates. Han har altså ikke gjort sig umage for at adskille sine egne teorier fra sin læremesters, men han har dog forsøgt at gøre sine læsere opmærksomme på dette. Det virker ikke usandsynligt at dette kunne skyldes Platons hengivenhed og loyalitet overfor Sokrates ideer. Ingen kunne således beskylde Platon for at forsøge at plagiere Sokrates’ ideer. Eller måske ønskede Platon at vise verden at han, som ingen andre, havde forstået den største filosofs inderste hemmeligheder.


Euthyfron: hvad er moralsk pligt?
I denne aporetiske dialog spørger Sokrates en overmodig og alt for selvsikker ung mand hvad moralsk pligt er. Situationen er nemlig den at den unge mand er i færd med at føre en sag mod sin egen far. Som sædvanlig svarer Sokrates’ samtalepartner med en række eksempler, og Sokrates insisterer på at dette slet ikke er tilstrækkeligt: Han vil vide hvad moralsk pligt er i sig selv. Han skal altså definere begrebet abstrakt og absolut snarere end konkret og relateret til en specifik situation.

Som så mange andre forsøger samtalepartneren sig optimistisk og ivrigt med en lang række forslag, men alle skydes hurtigt og præcist ned af en Sokrates der syntes at have tænkt den faktiske dialog til sin ende i sin egen mentale og dialektiske monolog. Dialogen bliver derfor nærmest som en kamp mellem to orienteringsløbere hvoraf den ene har løbet ruten utallige gange: ydmygende.

Selvom Sokrates ikke selv lader til at tro specielt meget på den traditionelle græske gudeverden bruger han alligevel her myterne om gudernes gentagne uoverenskomster som et eksempel på, at de ikke kan bruges som garanter eller sandhedsvidner for handlingers moralske værdi.

Sokrates fortsætter og opstiller et dilemma der helt grundlæggende angriber den relativistiske tankemåde. Han spørger: er handlinger moralsk gode fordi guderne elsker dem, eller elskes det moralsk gode af guderne fordi de er moralsk gode? Spørgsmålet viser hen imod en pointe Sokrates har forudset: nemlig at det moralsk gode slet ikke kan defineres i relation til guderne. Hvis de moralsk gode handlinger kun er moralsk gode fordi guderne elsker dem, så er det jo ren tilfældighed, og hvis de elskes af guderne fordi der er moralsk gode, må dette gode jo komme fra en anden kilde. En anden kontekst viser hvor fejlslagen metoden er: ”accepterer mine forældre en handling fordi den er god og rigtig, eller er den rigtig fordi min forældre accepterer den?”. Hver gang forbliver spørgsmålet: ”hvad er det gode/rigtige/moralsk forsvarlige” med håben og troen på, at dette spørgsmål kan besvares.

Spørgsmålet bliver i det store og hele ubesvaret, men Sokrates har i denne proces hjulpet os væsentligt på vej, for vi er nu blevet så kloge at vi nu kan sige at det gode og rigtige ikke er defineret af hvad en autoritet mener om dette. Begrebets identitet skabes altså ikke af en mening, men ligger i begrebets egen væren.

Euthyfron forlader samtalen en uforandret mand, og selvom Sokrates’ mange disciple og akolytter bevidner hans filosofis forandrende magt, fortæller dialogerne altså også om mennesker hvis møde med filosofien aldrig ændrede deres livssyn nævneværdigt.
 

[til toppen]



Apologien: det undersøgte liv
På grund af Sokrates’ forbindelser til de 30 tyranner, anklagede man i i 399 i Athen Sokrates for asebeia (dvs. handlinger der stred mod gudernes love). Anklageskriftet havde 3 punkter: Sokrates stod anklaget for ikke at tro på statens guder (en forteelse der i Athen på dette tidspunkt og i Amerikas tidlige kolonialisering var så alvorlig at den i yderste fald kunne betyde dødsstraf), for at ville indføre nye guder og endelig for at korrumpere byens ungdom. Sokrates førte selv sit eget forsvar, og i den tale møder vi mange af Sokrates’ filosofis væsentligste punkter og metoder og deres anvendelse og udtryk i den virkelige verden:

Ironisk beskedenhed: Sokrates forklarer at han i mødet med et orakel fik fortalt at han var den viseste mand på jorden. Dette kunne jo bestemt ikke være sandt, mente Sokrates, og han forsøgte derfor at modbevise dette. Hans mission som filosof er derfor egentlig selvmodsigende og ydmyg: nemlig at finde en dem der er klogere end han selv. At Sokrates selv udmærket er klar over, at hans samtalepartnere ikke har en kinamands chance overfor hans gennemtænkte og til tider både udspekulerede og manipulerende pointer, gør tanken om, at han egentlig søger sin overmand ironisk og utroværdig. Det er også paradoksalt at Sokrates påstår ikke at vide noget idet han dermed påstår at vide mere end nogen anden. Utallige gange leger Sokrates med sine ’ofre’ ved at fremstille dem som langt mere vidende mens vi som læsere og hans tilhørere alle må smile ved tanken om situationens ironi.

Kritisk vurdering af traditioner: Sokrates forsøger at få folk til at forkaste begreber og ideer hvis eneste eksistensgrundlag er traditioner. Han er derfor ikke bange for at angribe selv de mest hellige ideer (som f.eks. det på det tidspunkt genvundne demokrati). I en tid hvor ytringsfriheden er blevet forsvaret som et uangribeligt gode, ville Sokrates utvivlsomt høre til dem der ville mene at også ytringsfriheden måtte underkastes kritisk undersøgelse.

Troskab mod sandheden: selv efter dødsdommen holder Sokrates sig til jagten på sandheden. Selv ikke livets opretholdelse er nok til at få ham til at give slip på dette og han anfører at det uundersøgte liv ikke er værd at leve. At leve et ukritisk liv er derfor slet ikke at leve, og derfor er et liv uden kritisk filosofi ikke et liv, og derfor heller ikke et alternativ til en filosofisk søgen der leder til døden. Sokrates led derfor et martyrium for sin kritiske filosofi.

Logos uden lidenskab: Sokrates modtager beskeden om dødsdommen og selve eksekveringen af den med ophøjet ro. Han begrunder denne ro med flere forskellige ting: 1) At det retfærdige menneske i sit inderste (sjælens kerne af sandhed og eksistens) er usårligt og derfor ikke kan berøres af ydre omstændigheder og hændelser og 2) at retfærdighed og logisk ræsonnement kun tilmudres af lidenskaber og følelsesmæssige hensyn og endelig 3) at følelsesmæssige argumenter slet ikke er af samme kvalitet og substans som logiske argumenter. For Sokrates har vi et moralsk ansvar for ikke at lade vores liv styre af pathos – lidenskaberne. 


Kriton: individet og staten
Platon fortsætter her beskrivelsen af Sokrates’ sidste dage. Sokrates er her i fængsel hvor han afventer henrettelsen. Han viser stor stoisk ro og eftertanke. Selv tanken om uretfærdigheden i hans dom gør ham hverken vred eller bitter. Venner ankommer til fængslet og tilbyder at slippe ham fri, men Sokrates afviser dette med en længere tale om den moralske værdi af en sådan handling og sluttelig hvorfor dette ikke er det rette for ham.

Vennerne kommer ikke uforberedte på denne diskussion, og de har flere punkter som de mener vil overtale ham. De mener bl.a. at hvis han ikke vil flygte, vil andre mennesker anse dem som havende været dårlige venner. De argumenterer også i retning af, at han svigter sine tre unge sønner. Sokrates mener dog ikke, at det er flertallets mening der gælder, men kun den der i sandhed ved. Han fremlægger så hvordan det moralske princip bevæger sig ned til den enkelte moralsk rigtige handling. Dette bliver f.eks. i tilfældet Sokrates noget i retning af dette (her en deduktiv logisk slutning): 1) man bør aldrig gøre noget uret, selv ikke som svar på en uretfærdig handling. 2) at trodse statens love er altid en uretfærdig handling og 3) (konklusionen) man bør aldrig trodse staten.

Det andet præmis er ikke indiskutabelt, og det er netop dette Sokrates fortsætter med i undersøgelsen af det rigtige i hans beslutning om ikke at flygte. Han mener at have to argumenter fra den Athenske stats lovgivning. For det første mener Sokrates at forholdet mellem staten og mennesket er som en forælder til et barn, og eftersom det altid er forkert af et barn at modsige dets forældre, gælder dette også for mennesket overfor staten.

Det andet argument Sokrates fremfører i denne sammenhæng virker noget mere gyldigt: eftersom det altid er forkasteligt at bryde en aftale, er det også forkasteligt at trodse staten. Sokrates mener, at sålænge vi beslutter at blive indenfor et lands grænser, er vi forpligtet til at adlyde dens love.
 

[til toppen]


Sokrates kan virke, i sin egenskab af samfundsrevser, som en selvmodsigelse. Hans værdier, integritet og heltemodige tro
på individets ret til udfoldelse gennem tanke, dialog og retfærdighed synes for os at passe perfekt til vores billede af moderne værdier, og alligevel var Sokrates ikke selv tilhænger af demokratiet, så vidt vi kan se. På den anden side var han villig til at forsvare
demokratiet, og det er flere steder tydeligt
at Sokrates var stolt af sin by, Athen.

Et paradoksalt, men måske ganske fornuftigt, syn på skellet mellem civil ulydighed og borgerens pligt til at adlyde og agere indenfor statens love og rammer, gjorde det både farligt og upopulært at være Sokrates i slutningen af det 5. årh. Man kan sige, at Sokrates så staten med både kærlige og kritiske øjne. Det stod tit i kontrast til apati, ligegyldighed og frygt, som måske også idag kendetegner vores forhold til staten.
(Billede fra Colosseum i Rom)
 



Sokrates’ læremestre
Parmenides (c. 515 f.Kr.): leder af den eleatiske gren indenfor filosofien. Parmenides’ arv var i høj grad hans metode for verifikation af påstande. En af hans centrale påstande selv var at der kun findes materiel eksistens, og at begreber som ødelæggelse, forandring og bevægelse ikke var reelle hændelser eller muligheder. Disse begreber findes kun som et resultat af sansernes vildfarelse. Der findes ikke andet end eksistens, og derfor er bevægelse umulig.

Heraklit (c. 535-475 f.Kr.): filosof fra Efesos. Ifølge ham fandtes der ingen permanent eller blivende virkelighed, kun forandringens virkelighed. Alle ting havde deres modsætninger. Permanent eksistens var et sansernes bedrag. Den eneste ægte tilstand var tilblivelse. Han så ilden som verdens grundelement. Man havde ifølge Heraklit ingen individuel sjæl, kun en del i den universelle verdenssjæl.

Anaxagoras (c. 500-428 f.Kr.): blev ofte krediteret for at have gjort Athen til filosofiens hovedstad. Han mente f.eks. at solen var en hvidglødende sten, og at månen blot var en jord der reflekterede solens stråler. Dette gav ham en anklage om ateisme og blasfemi på halsen. Alting bestod af partikler der dog i hver type var forskellige. Træ og sten bestod begge af partikler hvoraf de fleste lignede hinanden, men overvejende af to forskellige typer. Verden blev skabt da dens verdenstanke/sjæl (nous) satte det hele i bevægelse. Både Platon og Aristoteles anerkendte tanken om nous, men mente begge, at den bidrog med langt mere end blot en igangsættelse af verdens skabelse.


Dyd
Sokrates mente at den bedste måde for mennesker at leve på var stræbe efter at forbedre sig selv som menneske snarere end at stræbe efter materiel rigdom. Måske var det grunden til, at Platon protrætterede ham som en relativt fattig mand, selvom han jo under alle omstændigheder havde råd til en familie og den husholdning der hører til det. Opfyldelsen af de dyder der kendetegnede det gode menneske kaldtes under eet arete, eller et dydskatalog, og for Sokrates bestod de i blandt andet visdom, ydmyghed, selvkontrol, disciplin og retfærdighed. I denne specifikke udformning kaldte Platon dette dydskatalog for sofrosyne.

Når mennesker skulle søge arete (og mere specifikt sofrosyne), måtte man søge sandheden og det gode. Forskellige mennesker søgte på forskellige måder, men Platon vender altid tilbage til den vigtigste beskæftigelse for ham: filosofien. Det er således det filosoferende menneske der i samtale med ligesindede har størst chance for at opnå et glimt af det, Sokrates og Platon så som kernen af sandhed og eksistens i verden: idea. Når mennesket så dette, ændrede det sig og sit perspektiv, og derefter kunne det egentlig ikke handle uetisk, eller uden arete. Platon var altså ikke enig med Aristoteles og andre i, at også mangel på mod kunne forhindre et menneske i at handle rigtigt.

Men den stræben der førte mennesker mod erkendelsen af de sande værdier og dermed ultimativt til selv at besidde dem, skete i samfundets midte: man gjorde altså dette i fællesskabet. Faktisk opfordrede Platon til, at man allerede som ung mand (dvs. i puberteten) indgik i et pæderasti-forhold med en moden mand, og dermed kunne lære forståelse for dyderne.

Sokrates egen fuldkommenhed som menneske
t der besad måske den allerhøjeste form for arete, viste Platon i oraklets beskrivelse af ham som den viseste mand i verden (fordi han, som den eneste, vidste at han intet vidste), men hans dyder sås også i mange andre sammenhænge.
 

Sokrates, British Museum

Denne skulptur er fundet i Alexandria og viser en ny side af græsk skulptur-kunst. Sokrates er her hverken idealiseret eller stiliseret, men ganske reelt og udtryksfuldt præsenteret. Statuetten (der kun er 27,5 cm høj) viser måske ikke Sokrates som man forestiller ham ud fra litteraturens beskrivelser af ham (hvilket alligevel ikke udelukker, at han rent faktisk kan have set sådan her ud), men statuen er alligevel et troværdigt og levende billede af den meget betydningsfulde filosof.

Statuetten er meget fint bevaret bortset fra, at begge fødder og en del af klædet over den venstre fod også er gået tabt. Sokrates vises her iklædt dels den lette chiton (der folder sig ca. midt på hans torso), og den tungere himation, der ligger over hans venstre skulder og som lige kan ses antydet langs og på den højre skulder og ryg.

Ansigtet er strengt og stærkt, men også livligt og aktivt. Man kan næsten forestille sig, hvordan han overvejer et argument eller skeptisk gør sig klar til at irettesætte et mindre dygtigt intellekt.

Historien om statuetten er denne: Da Athenerne havde fortrudt, at de havde henrettet Sokrates (en uvane som han i sin tid selv havde kritiseret dem for – altså at henrette folk og så derefter fortryde det), opstillede de i 330 i Kerameikos en statue af ham lavet af den berømte Lysippos. Statuetten på billedet er sandsynligvis en romersk kopi af Lysippos' statue.

Højde 27,5 cm. British Museum, London.
© Trustees of the British Museum
 

[til toppen]


 

Politik

At Platon åbenlyst lagde afstand til demokratiet, og måske med god grund, for I hans levetid nåede han at se det Athenske demokrati træffe nogle katastrofale beslutninger og derefter fortryde dem. Af disse fejl stod dødsdommen over Sokrates stærkest for Platon, måske fordi Sokrates selv havde levet et liv der altid havde statens bedste for øje. Som svar på dette udfærdigede Platon sin egen tænkte stat i hans værk Staten for i slutningen af hans forfatterskab at skrive en mere realistisk udlægning af disse ideer i værket Lovene. Platons centrale ide var faktisk at lave en slags vidensstat, hvor en gruppe filosoffer lavede lovene og fungerede som regering.

Om Sokrates havde samme indstilling til politik er ikke sikkert, men han lader til at have holdt sig fra selv at føre politik. Man kan også se en vis modvilje mod domsmandssystemet i Forsvarstalen, og Sokrates viser ofte en mistro til ideen om at tale til masserne (han antyder i Symposion at politik dybest set handler om at forføre de dumme masser med ord der oftest er langt fra sandheden).

At der derfra dog er langt til Platons ide om filosofkongerne, ses måske tydeligst i Sokrates’ konstante afvisning af ideen om selv at gå ind i politik. På den anden side anså Sokrates det som den fornemste bedrift at skrive love, og han priser digterfilosoffen og politikeren Solon for at have gjort netop dette.

Da Athen i 404 faldt i Spartanernes hænder og man derefter indsatte ”de 30 tyranner” som en slags overgangsregering så han denne styreform som mindst ligeså foragtelig som det forhastede og uovervejede demokrati han kendte. Som udpeget formand for prytanerne (epistates) overværede han demokratiets beslutning om at henrette en grupper hærførere for at have været ansvarlige for et katastrofalt resultat, stod Sokrates imod gruppens pres og holdt fast i at sagen slet ikke kunne føres i Folkeforsamlingen, og at mændene i øvrigt slet ikke var skyldige i inkompetence eller desertion.
  
 

[til toppen]


 

Mysticisme
Platon antyder til tider at Sokrates har en mystisk-religiøs side, men det er sandsynligt at dette aspekt af Sokrates’ væsen i virkeligheden er Platons opfindelse. Da Sokrates i Symposion f.eks. antyder at den vedvarende erkendelse af idea kun kan ske ved den endelige frigørelse fra legemet, døden, føler vi os ikke helt sikre på, at det faktisk er Sokrates’ egen stemme. Men uanset om vi hører Sokrates eller Platon, præsenteres vi for en ide om en åbenbaringstanke der kun kan sammenlignes med en mystisk-religiøs åbenbaring. Og både i Theaitetos, Symposion og Menon refererer Sokrates til ”mysterierne” – de Eleusinske mysterier.

I Symposion passer referencen godt ind, fordi mysteriernesriter og de indviedes vej ind mod den længe ventede åbenbaring let kan sammenlignes med menneskets og filosoffens vej mod erkendelsen af sandheden. Her bliver spørgsmålet altså om vi skal se brugen af ordet indvielse i den religiøse kontekst, den er taget fra, eller om den i højere grad skal bruges som et billede på filosoffens liv og stræben mod erkendelse.

I det samme spørgsmål kan man inddrage Sokrates’ brug af hans indre, personlige daimon. Sokrates taler her om en indre stemme der ikke direkte anviser ham vejen mod det gode liv, men som advarer ham mod at begå fejltagelser. Også her an vi vælge i hvert fald to forskellige fortolkninger: enten at se Sokrates’ daimon som et farverigt billede på en indre samvittighed og en indre og medfødt evne til at se og gøre det rigtige, eller som et tegn på, at Sokrates faktisk føler en forbindelse til ”guden”. Svaret er nok at begge svar er fornuftige, men at Platon måske også bevidst udelader et utvetydigt svar fordi han ikke ønsker andet end at antyde en holdning til religion og gud. At Sokrates har set en forbindelse mellem indsigt, skønhed og det guddommelige, kan der ikke være tvivl om. I Forsvarstalen forklarer Sokrates at digterne i kraft af deres forbindelse til det guddommelige alene er i stand til at skabe udødelige værker, selvom de faktisk slet ikke har indsigt i det. Den intuitive forståelse af det gode og skønne er altså ikke en fremmed tanke for Platon, men måske er det en lidt foruroligende eller ubekvem sandhed. For hvis man kan skabe evige ”sjælebørn” som Sokrates beskriver i Symposion alene ved en intuitiv forståelse, da blegner filosofiens rolle en smule. Og måske har filosofien for en gangs skyld ikke noget svar eller løsning på gudernes mysterier. Sokrates accepterer Athens guder (trods Meletos’, Anytos’ og Lykons anklager), men han undgår også bemærkelsesværdigt at føre indvielsestankerne helt ind i ideernes verden.

Det er også interessant at da Sokrates af Faidros spørges (i dialogen af samme navn[2]) om hvorvidt en bestemt mytefortælling (mythologema) er sand, bliver hans svar både kryptisk og tvetydigt. Sokrates siger nemlig, at det vil være nærmest latterligt ikke at tro på myternes ægthed, men han åbner også for, at denne ”ægthed” skal forklares med rimelighed, sandsynlighed og bondefornuft. Det virker som om Sokrates gerne vil fastholde både en religiøs grundtro og en moderne kritisk-rationel tilgang til myterne og guderne. 
 

[til toppen]


 

Satire
Sokrates blev offer for komediedigteren Aristofanes’ skarpe pen, og også Kallias, Eupolis og Telecleides gjorde sig morsomme tilsyneladende på Sokrates’ bekostning. Kritikken der rettede sig mod ham lød på en eller flere anklager. Enten fremstillede man Sokrates som en vejfaren bums uden hygiejne og sko, eller også blev han slået i hartkorn med det moralsk anløbne sofister der ifølge Sokrates selv tog ågerpriser for at fylde folks hoveder med usande holdninger og værdinihilisme.
 

Vores primære kilder til Sokrates’ liv og levned er Platon, Aristoteles og Xenofon, men eftersom to af disse egentlig var Sokrates elever, er det rimeligt at antage, at deres billeder af Sokrates er mere end rimeligt positive. At Aristoteles desuden hovedsagligt referer til Sokrates en passant, og at Platon har en tendens til at blande egne ideer ind i beskrivelsen af Sokrates, gør det meget svært for os at danne os et sikkert billede af manden selv. Især Platons sene værker menes at være blandet med store dele af Platons ideer.
 

Vi er heller ikke helt sikre på hvordan Sokrates selv har reageret på de mange satirer af hans person, men det lader til at veksle mellem en vis benovethed over at være blevet beæret af at blive et mål for så megen opmærksomhed, og så beskyldninger om at disse satirer har bidraget til en hadsk stemning der senere resulterede i hans dødsdom.
 

 

kilder og referencer:
Satie, Erik: Socrate, a symphonic drama.

Levinson, Paul: The Plot To Save Socrates, a science fiction novel.

Kierkegaard, Søren: On the Concept of Irony with Continual Reference to Socrates, a treatise on Socrates and Socratic irony.

Kagan, Donald. The Fall of the Athenian Empire. First. Ithaca, New York: Cornell University Press, 1987.

Bruell, C. (1994). “On Plato’s Political Philosophy,” Review of Politics, 56: 261-82.

Bruell, C. (1999). On the Socratic Education: An Introduction to the Shorter Platonic Dialogues, Lanham, MD: Rowman and Littlefield.

Hanson, V.D. (2001). "Socrates Dies at Delium, 424 B.C.," What If? 2, Robert Cowley, editor, G.P. Putnam's Sons, NY.

Luce, J.V. (1992). An Introduction to Greek Philosophy, Thames & Hudson, NY.

Maritain, J. (1930, 1991). Introduction to Philosophy, Christian Classics, Inc., Westminster, MD.

Robinson, R. (1953). Ch. 2: "Elenchus", Plato's Earlier Dialectic, 2nd edition (Clarendon Press, Oxford).

Robinson, R. (1953). Ch. 3: "Elenchus: Direct and Indirect," Plato's Earlier Dialectic, 2nd edition (Clarendon Press, Oxford).

Taylor, C.C.W., Hare, R.M. & Barnes, J. (1998). Greek Philosophers — Socrates, Plato, and Aristotle, Oxford University Press, NY.

Taylor, C.C.W. (2001). Socrates: A very short introduction. Oxford: Oxford University Press.


[1]Platon: Faidros 229b-e