[ [forsiden].

 Græske termer


Aisa: skæbne (også et alias for den tredje af moirerne, Atropos).

anangkæ: nødvendighed som ikke skal trodses, men forstås som eksistentiel grundvilkår – som døden og skatter. Det er den hårde nødvendighed der tvinger Odysseus til at træde frem for Nausikaa – nemlig hans udmarvede tilstand.

anagnorisis: dramaturgisk term i Aristoteles' Poetik (300-t. f.Kr.), som betegner en persons erkendelse af den rette sammenhæng, sandheden, fx i form af genkendelse af nogen eller noget. Særlig raffineret er det, hvis anagnorisis kombineres med peripeti, dvs. det afgørende skæbneomslag i handlingen, der ofte indebærer den tragiske helts fald. Anagnorisis skal indtræffe med nødvendighed og sandsynlighed. Et klassisk eksempel er Ødipus' erkendelse af sandheden om sig selv, der er ensbetydende med hans fald som konge. æåø

apollinske, det: en livsholdning og –forståelse der peger mod kosmos, orden, kultur, logik, ræsonnement, kunst og kunstfærdighed. Det apollinske stammer som begreb fra guden Apollon, der i sin strenge ophøjethed og nådesløse retfærdighed fordeler skæbnen gennem sit orakel i Delfi. På mange måder ses her en fornyet version af Zeus, der tidligere var spådomskunstens gud. Det apollinske er ikke Apollons samlede egenskaber og funktioner, men et udvalg og en videreudvikling heraf. De centrale apollinske dyder var ”retsindighed, ordholdenhed, mådehold og besindighed” og sofrosyne. Mennesket er underordnet guderne, og bør være sig denne plads bevidst. Dette formuleres kortest i en af indskrifterne i Delfi: ”Kend dig selv!” (dvs. kend din plads som menneske). En anden apollinsk grundsætning var ”intet til overmål” – altså en opfordring til mådehold og beskedenhed. Herodots livssyn var på mange måder apollinsk, også i hans forståelse af menneskets individuelle skæbne som værende underlagt uforudsigelige kræfter, der gjorde lykken så lunefuld. Det apollinske livssyn passede godt ind i den første halvdel af det 5. århundrede, i dets fremhævelse af sammenhold og kollektivet (fremfor individet). I dette livssyn er døden endelig – der er ikke noget man kan se frem til efter døden, kun en tom tilværelse i skyggeverdenen Hades. Udsigten til døden må tåles og bæres.

aporia: rådvildhed. Den tilstand, Sokrates bringer sine samtalepartnere i, i de fleste af de tidlige Sokratiske dialoger, de såkaldte (typisk) aporetiske dialoger. Det, der afskaffes er den falske viden/tro; doxa. Når den er afskaffet, står mennesket i en situation, hvor det har erkendt dets manglende viden og dermed har visket tavlen ren og er modtagelig for egentlig viden – episteme i den platoniske terminologi. Aporia er også ofte et stadie i de Sokratiske dialoger der har afsløret vigtige pointer om, hvordan det gældende (og typisk etiske spørgsmål) ikke kan besvares.

areté: katalog af dyder der indeholder den højeste menneskelige dygtighed og moral. Det er et centralt begreb både for Homer og Sokrates, men det er også en stadigt skiftende størrelse gennem den græske idehistorie. Fælles for den pragmatiske, den heroiske og den Sokratiske areté er dog dyder som mod og dygtiggørelse. Fremmedordbogen forstår areté som ”fortræffelighed; fuldkommenhed; tapperhed; tapperhed, dyd”, og her bør man fremhæve ordet fuldkommenhed, fordi areté dækker grækernes forståelse af de kvaliteter der bør findes i det fuldkomne menneske.

até: forblindelse der resulterer i selvdestruktiv adfærd. Até kan komme fra forskellige guder, og er forbundet med følelsmæssige tilstande: lyst, vrede, sorg, etc.

bia: magt/vold – den fysiske råstyrke som modpol til den intellektuelle kraft: métis.

dionysiske, det: som det apollinske er det dionysiske bundet til en gud. I dette tilfælde er det Apollons modsætning: Dionysos. Dionysos er vild og ubændig, kaotisk og naturlig. Han er naturens urkraft og jordens seksuelle frugtbarhed i én. Han er vinens og nydelsens gud, og han er genfødslens mirakuløse gud. Dionysos-kulten beskrives bl.a. i Euripides’ Bacchanterne, og her viser han hvordan kulten samlede fortrinsvist kvinder på bjergskråninger og skove, udstyret med thyrsos-stave, og hensat i en vild ekstase, hvor man sagde at de i ubændig ekstase rev vilde dyr i tu med deres bare hænder. Der er en venden tilbage til tidligere naturguders domæne i denne religiøsitet, men der også en mere egoistisk og fanden-i-voldsk indstilling i det dionysiske, som bedre passer til den anden del af det 5. årh. end den første, for som sofisterne ser Dionysos’ tilhængere livet som menneskets skueplads. Mennesket er i centrum, og dets muligheder er uendelige. Det er i stand til at bryde alle lænker og bånd, og opnå guddommeligt fællesskab med guden. Denne tilstand er i kulten ekstasen (at stå udenfor sig selv) og enthusiasmen (gudens besættelse af mennesket – altså at mennesket stiller sig udenfor sig selv for at lade guden tage over).

diké: retfærdighed som en øverste lovmæssighed. Moral knytter sig til diké som normen for hvad der er etisk forsvarligt. Som dommerkonge formidler Zeus diké, men begrebet har også gudinden Dike som galionsfigur. Diké er en en central del af kosmos.

daimon: en græsk naturguddom der ligger meget tæt på det pantheister forstår ved den guddommelighed der er iboende i de allermest døde ting. Daimonerne har også en side der ligger relativt tæt op ad vores nisser. De er mystiske og usete væsner der bebor en side af vores verden som vi ikke umiddelbart har adgang til, men som påvirker vores verden i små og større ting. For Platon ophøjes daimonerne til mere centrale guddomme hvoraf Eros er en stor figur. Disse daimoner er vejledere, budbringere og melleminstanser mellem guderne og menneskene. Det daimoniske er således spådomskunsten og hele den kunst at forstå det guddommelige. For Platon er daimonerne tilsyneladende meget vigtige, idet mennesker ikke har direkte adgang til det guddommelige. Det synes derfor naturligt at Sokrates karakteriserer sin indre stemme som en daimonion, hvilket skal lade os forstå at denne stemme eller samvittighed (som Diotima i Symposion i virkeligheden benævner som ’at vide uden at vide’) er en vigtig vejleder i kunsten at kende sig selv og dermed blive et godt menneske. Ordet får en mindre flatterende rolle hos de kristne, og det er denne forstand at vi har ordet ”dæmon”, der benævner en ond ånd; en djævel.

dolos: list – da Odysseus afslører hvem han er til phaiakerkongen, bruger han netop dette ord: ”…en mester i list”. Tæt forbundet med métis (svært at skelne fra dette).

doxa: tro/mening, som senere viser sig at være falsk. Sokrates bruger begrebet i sin dialektiske eller Sokratiske udspørgen som det udgangspunkt hos samtalepartneren, han skal fjerne. I Forsvarstalen forklarer Sokrates, at han ser det som sin gudsgivne opgave at rense mennesker for deres doxa – for deres vildfarne tro på, at de ved noget om emner, hvor de hurtigt – gennem samtalen med Sokrates – viser sig at være helt uvidende. Tilstanden der følger efter doxa er i Platons dialoger med Sokrates i centrum begrebet aporia – dvs. rådvildhed. Ordet ”dox(a)” findes også i f.eks. ”indoktrinering”, ”dogma” og ”ortodoks” (dvs. ”ret-troende”).

elenchos: krydsforhør. Kaldes også den Sokratiske metode eller en form for dialektisk
undersøgelse. Metoden bruges primært til at undersøge og udbygge grundværdierne i det,
Sokrates og Platon ser som det etiske liv. Sokrates fortæller i Platons ”Forsvarstalen” (også
kaldet ”Apologien”) om hvordan vennen Chairefon udspørger oraklet i Delfi om Sokrates’
visdom, og får det svar, at ingen er klogere end Sokrates. Sokrates mener ikke, at dette
kan være sandt, og sætter sig for at undersøge påstanden. Han kan dog ikke modvise det,
og beslutter sig derfor for, at guden har bestemt, at dette er Sokrates’ rolle i livet: at virke
som en ”hestebremse” på Athen (”hesten”), så hesten vågner op af sin slummer. Denne
opvågnen sker som en proces der bevæger sig fra doxa til aporia.

epiteter: tilnavne, som f.eks. ”den strålende fyrste” om Aigisthos, hvilket viser at der kan være tale om misvisende eller ’tomme’ epitheter), eller pepnymenos (den forstandige) om Telemachos og Penelope, der viser at epitheterne også kan være betydningsfulde.

eris: striden som modsætning til eros: kærligheden, men også en gud. Som eros er eris et grundlæggende eksistentielt princip. Overordnet kan man påstå at Homer starter Iliaden med strid og bevæger sig konstant mod fredsslutningen i Odysseens allersidste vers. Det er gudinden Eris der med sit gyldne æble fremprovokerer den Trojanske krig. Eris kan også betyde bedrag, kiv og sladder. Den stridbare samtale der handler primært om at vinde kaldes også ”eristik”, efter Eris.

eros: længsel/kærlighed i den bredeste forstand. Som eris’ modsatrettede tvilling opretholder de to med deres konstante modsatrettethed verdens balance. Som guddom er Eros dog mere fremtrædende end Eris. Hos Hesiod er Eros en mægtig urkraft, men hos Platon er han en (vigtig) daimon, og i folkets fantasi levede han som en bevinget ung mand der skød mennesker og guder med sine kærlighedens pile.

eunomia: den samfundsmæssige orden der var det centrale begreb for Solon. Eunomia er det kollektive mål for en stats borgere, og det kræver at disse udviser selvkontrol (sofrosyne). Odysseus’ rige vil efter hans hjemkomst vende tilbage til den tilstand af eunomia som den rette leder giver. Ordet betyder egentlig ”god” (eu) ”lov” (nomos).

”gnothi seauton”: ’kend dig selv’. Denne leveregel stod for noget andet end det vi typisk ville læse i disse ord i dag. For grækerne betød ordsproget ikke at man skulle udforske sig selv, men snarere at man tværtimod skulle vende sin opmærksomhed mod guderne og anerkendt at man kun var et menneske, og ikke skulle prøve at måle sig med guderne. Grækernes myter er fulde af historier om mennesker der straffes for at have begået hybris fordi de glemte dette sandhedsord.

gymnasion: træningsanlæg for græske mænd. Det er bl.a. i et sådant anlæg at Sokrates brydes med Agathon. Det græske gymnasion regnedes for centralt i den formning af græske mænd som var helt afgørende i den græske kropskultur.

hoplit: en særlig type græsk infanteri-soldat med en let rustning, spyd, skjold og sværd. Hoplit-soldaterne dannede en særlig formation, den såkaldte hoplit-falanks, som var en enhed af infanteri som middelklassen nu kunne betale rustningen til. Falanxen var den formation som de enkelte krigere stod i: en kompakt enhed der var afhængig af soldaternes indbyrdes samarbejde. Hver soldat havde en brystplade, et skjold, et spyd og benplader. Denne enhed vandt mange sejre, og middelklassen fik derfor bestyrket deres vished om at 1) Polis kunne ikke undvære dem og 2) Aristokratiet havde for meget magt, og 3) meget af denne magt kunne nu tages uden frygt for repressalier. Opfindelsen af trierer gav grækerne meget af den samme fornemmelse.

hybris: overmod, som blandt andet ses i Odysseen, hvor bejlernes hovmodige opførsel kalder på gudernes og menneskenes straf (nemesis). Andre eksempler er prins Paris’ ran af den smukke Helena, der resulterer i den Trojanske krig, og kong Xerxes’ hovmodige opførsel både i Herodots 7. bog, og Aischylos’ Perserne, for at nævne et par eksempler. Hybris er oftest det enkelte menneskes skyld (altså noget selvforskyldt), men det kan også være et resultat af for megen lykke, for eksempel. Hybris så grækerne dog oftest som noget guderne udsatte mennesket for (selvom det enkelte menneske i sine handlinger bragte skylden over sig). Det er gennem forblændelsens gudinde, Ate, at mennesket bedrages og føres ud i hybris. I Sofokles’ Ødipus er kong Ødipus ikke selv skyld i sin hybris, men er ved sin slægt dømt til at betale straffen for en tidligere begået synd. Det centrale i hans synd er, selvforskyldt eller ej, at han ikke kan se sin egen synd, og således ikke kan stoppe den.

idea: Platons centrale koncept som på græsk bare betyder ’form’, men som snarere skal forstås som ”støbeform”. Det er dette ord der ligger i skønhedens idé i Platons Symposion. I Platons filosofi er idea lig med egentlig eksistens, i modsætning til det han i Huleligningen kalder for skygger. Idea repræsenterer den inderste kerne i ideernes verden, der står overfor fænomenernes verden – dvs. sansernes verden – det vi kalder for den virkelige verden. For os repræsenterer ordet idé noget abstrakt og ophøjet (se f.eks. ”idealisme”). For Platon er ordet en måde at forholde sig til det han ser som det eneste egentligt eksisterende, som samtidigt er hele denne verdens oprindelse og kerne.

katharsis: renselse. I kong Ødipus sker renselsen ved Ødipus’ afstraffelse: da Ødipus dermed har betalt for sine synder, er byen således renset for den besmittelse og sygdom der i starten plagede den. At hans incest-fødte børn altid vil være et produkt af miasma, vil dog ikke gå ustraffet hen.

kleos: ry – giver sammen med timé (ære) hero-status og identitet. Odysseus præsenterer sig selv i 9. sang af Odysseen som en mand hvis ”ry når himmelens højder” (9, v. 20).

kaos: uorden, modsætning til kosmos. Også som mytologisk nulpunkt. Kaos er det tomme intet som verden opstår fra. Som mange andre mytologiske størrelser er kaos ikke en gud, men et alt og et intet uden begrænsning og uden udfoldelse. Kaos er indbegrebet af den største frugtbarhed. Kaos betød ”det tomme” eller ”det umådelige rum” på oldgræsk.

kosmos: orden og verden i sin helhed, som det der skabtes ud af kaos. For grækerne betød ordet orden, verdensorden, verden, himmelen, og det jordiske, men det betød også smykke og pryd, og for grækerne var de to hovedbetydninger ikke nødvendigvis adskilt. For verden var i sin ordnethed perfekt og smuk. Den var for dem et ideal der kunne og skulle virkeliggøres gennem menneskenes handlinger og gudernes støtte. Menneskets opgave er konstant at bringe orden i kaos – at skabe kosmos fra kaos, som skæbnen allerede fra verdens skabelse har bestemt det.

logos: tanke/ord, eller ”tale” og ”ordnen”. Ordet kunne også betyde fornuft, som nous. Overfor mythos bliver logos f.eks. hos Heraklit stærkt forbundet med et formål – altså en ordnen eller en tanke der skabes for at opnå noget. Logos bliver da et instrument der skal findes gennem analyse og reflekteret tanke, og som skal lede til en dybere forståelse af kosmos.

Menos: styrke/kraft. Den styrke som guderne indgiver deres ynglinge med.

Métis: visdom/tanke. Personificeret i gudinden som gennem en særdeles sær fødsel bliver moder til Pallas Athene. Eftersom Zeus var blevet advaret om at Metis’ (mandlige) afkom med ham ville styrte ham fra magten, besluttede han at sluge Metis da hun var blevet gravid. Barnets livskraft må dog have været meget stor, for inden længe sprang der en fuldt udrustet kvindelig kriger ud af panden på ham! I nogle afbilledelser af denne scene hjælper Hephaistos Zeus med fødslen ved simpelthen at splitte hovedet på gudernes konge! Alt i den gode sags tjeneste!

miasma: spild/helligbrøde. Kan også forstås som skyld eller besmittelse. Man kan pådrage sig miasma ved at dræbe et familiemedlem, men man kan samtidigt risikere at få denne skyld ved ikke at foretage sig noget. Dette er ofte dilemmaet for de tragiske helte (helt frem til Shakespeares Hamlet). Ofte løstes problemet med en besmittet ved at landsforvise vedkommende, og dette var ofte at foretrække fremfor en dødsstraf, fordi man derved følte sig mere renset for den pestilens der fulgte den besmittede. Miasma fandtes dog også i mindre grader hvor f.eks. en kvindes menstruation kunne være årsag til at hun ikke måtte bevæge sig ind på hellige områder. Denne ’synd’ forsvandt dog med tid og vand (en rituel forståelse af begrebet katharsis/renselse som også ses i Bibelen). Det centrale i ideen om miasma er at noget er faldet udenfor verdens og gudernes orden. Det er naturstridigt, syndigt og perverst, og det vil derfor skulle straffes.

moira: lod/skæbne. En moira er også en skæbnegudinde, og der var tre af slagsen, ligesom vi ser i den nordiske mytologi hvor de tre norner sidder under verdensasken og liver menneskenes skæbner. De græske hed Clotho, Lachesis og Atropos. Clotho spandt den enkelte skæbne, Lachesis målte det enkelte livs længde og Atropos skar den over på det tidspunkt hvor sjælen skulle dø. Atropos kaldtes også Aisa. De tre blev ofte fremstillet som gamle og uhyggelige hekse.

muse: (’mousai’ = ’de der erindrer’, måske). Guder for inspiration og kunst (især musik og digtning – læg mælrke til at de helt har givet musikken dens navn). Døtre af Zeus og Mnemosyne (erindring), men anføres af Apollon, der dertil har tilnavnet Musagetes (’leder af muserne’). Muserne er alvidende og anvendes som en slags guddommelig garant for at indholdet i f.eks. Homers Odysse er troværdigt. I romertiden talte man ni muser, men andre steder nævnes musen i ental, og andre steder igen som tre. De ni muser hedder: Kalliope (musernes leder, episk digtning, strengeinstrumenter), Kleio/Clio (historie, citar), Melpomene (tragedie, klagesange (elegier)), Euterpe (aulos, fløjte), Erato (sang og dans, erotisk digtning), Terpsichore (dans, lyre), Urania (astronomi, læredigte), Thaleia (komedie), og sidst Polymia/Polyhymnia (dans, pantomime, lyrespil).

mythos: historie. Betydning af Mythos ændrer sig fra simpelthen at betyde fortælling, og dermed også den (eneste) måde menneskene forholdt sig til virkeligheden på, til senere (hos Herodot og Platon f.eks) at betyde en historie hvis sandhed ikke kan verificeres eller afprøves. Denne forståelse af ordet minder om vores ”fiktion”, men er ikke det samme som vores forståelse af ordet ’myte’. I starten betød ordet dog simpelthen ’fortælling’ i betydningen ’ord der hænger sammen og giver mening’. Man skelnede simpelthen ikke mellem det man ikke kunne bevise, og det man anså for værende uangribeligt sandt.
Fortællinger om guder, mennesker og verden var derfor blandet sammen. Den måde at forstå verden på kan man finde i Homer og Bibelen, i den forstand at der ikke skelnes mellem videnskab og forestillinger. Da grækerne begynder at angribe deres myter med den logiske forståelse af verden (begyndende med Herodot og Thukydid), splittes fortællingerne imellem logos og mythos, og på dette tidspunkt (ca. i anden halvdel af det 5. århundrede) antager mythos den betydning der stadig hænger ved den: nemlig at mythos er den ulogiske og udefinerbare verden der dog ikke desto mindre er af afgørende betydning. Man kan sige at den mytiske forestilling om verden og den logiske tanke er to modsatrettede størrelser der tilhører hhv. den ubevidste forestillingsevne og bevæggrund, og den logisk analyserende tanke.

nemesis: (gudernes) hævn. Denne hævn rammer oftest dem der gør sig skyldige i hybris. Derfor er begreberne nærmest smeltet sammen til ideen om hybris-nemesis. Nemesis er også den gudinde der uddelte denne straf, men hun var også selvstændig som en uddeler af retfærdighed.

nomos: (menneskenes) love, men også i sociologi som den ordning, der sker af den erfarede verden. Hos Thukydid står nomos overfor physis som den anden afgørende og helt centrale ting, der forklarer historiens gang. Nomos er selvsagt underlagt forandringer og rettelser fordi nomos afhænger af menneskets perspektiv og dømmekraft.

olbos: velstand, formue, livslykke. For grækerne var der ikke nogen skam i at vedkende sig den ære og det ry en formue gav, og dermed også lykke. Æresbegreberne var så centrale for grækerne især i mykensk tid at man i langt højere grad end i senere perioder anså en mands formue for en rimelig målestok for hans lykke. Dette syn på lykken viser kong Kroisos tydeligt i Herodots fortælling om mødet mellem lyderkongen Kroisos og digtertyrannen Solon fra Athen. Her mødes den gamle opfattelse med en mere nuanceret opfattelse, der lægger langt mindre vægt på jordiske besiddelser. Olbos giver ikke kun anseelse, men også reel indflydelse, for ligesom gudekongen Zeus er moiragetes (skæbne/lodsgudindernes leder), og dermed den der fortjener det største lod, er også en konge som f.eks. Agamemnon til dels overkonge i kraft af hans jordiske besiddelser. Olbos er derfor også magt, og der er derfor gode grunde til at sagnkongen Minos i myten om Minotauros beder om en himmelsk tyr for at overbevise resten af Kreta om, at det er ham der skal være konge. At han vinder kongemagten fordi han besidder den prægtigste tyr, er altså et eksempel på at olbos er reel magt.

ostrakisme: en mulighed for at sende politikere i eksil i en årrække. Mange prominente Athenske politikere blev udsat for dette, og oftest skete det simpelthen som del af forskellige politiske rævekager. Ostrakisme blev indført som en sikkerhedsventil der skulle forhindre enkelte politikere i at bliver for magtfulde. ’Ostrakos’ betyder ’potteskår’, og dette stammer fra de potteskår hvorpå man skrev navnet på den man ønskede sendt i eksil. Themistokles er flere gange forsøgt sendt i eksil på denne måde, og Perikles skaffede en af sine værste modstandere ud af spillet på samme måde.

physis: naturlovene – det, der hører naturen til. Hos Homer er det en slags naturens kraft, som f.eks. får en plante til at vokse. Senere – bl.a. hos Aristoteles – kommer physis til at stå som det modsatte af metaphysikken, og dermed er physis (eller rettere ”ta physiká”) ”naturlige ting”, hvorimod metaphysikken beskæftiger sig med det, der kommer efter (”meta”) fysikken.

polis: bystat. Den græske polis er en unik græsk opfindelse, og det er den der ligger til grund for ordene ’politik’ og ’politiker’. Den græske polis var en videreudvikling af den minoiske kongeborg, der omfattede mange af samfundets lag. Udenfor den boede (af praktisk grunde) bønderne. Der var altså tale om et opland og en central bebyggelse der fungerede som administration, lager og samlingspunkt. Da oplandet i polis voksede, voksede polis også, men den politiske enhed vedblev med at være i den centrale by. Byen var ikke blot en repræsentativ enhed, men den egentlige by. Den omkringliggende jorder hørte altså til polis, og ikke omvendt. At grækerne egentlig aldrig skabte sig et egentligt imperium (Alexander var fra Makedonien), skyldtes i høj grad den særlige uafhængighed som de enkelte polisstater pralede af. De pan-hellenske begivenheder, religionen og sproget var størrelser der bandt grækerne sammen, men man kunne ikke tale om en egentlig overordnet styring af polis-staterne. Det tætteste man kom herpå var de forskellige forbund som staterne formede (og som oftest udsprang af de førende staters ambitioner om netop den førerposition – se f.eks. Det Deliske Søforbund og Det Peloponnesiske Forbund).

polymétis: den der har megen viden. Den mangfoldighed af viden (f.eks. om forskellige samfund og om forskellige livsmål (Odysseus har f.eks. ingen problemer med at forstå hvad der er afgørende vigtigt for en prinsesse i et fjernt og eksotisk land – Nausikaa). Denne viden udmønter sig også i Odysseus’ gentagne overvejelser om hvorvidt han er landet hos nymfer, eller ’vilde og udædiske folk’, eller hos civiliserede mennesker.

polytlas: den der bærer alt. Et epithet der knytter sig til Odysseus. I navnet er der en vis dobbelttydighed, for at bære noget kan betyde at man udholder noget, men også at man simpelthen opretholder noget eller løfter noget. Titanen Atlas holder således himlen i sine stærke og evige arme, men der er også et gran udholdelse i det. Han tager således imod muligheden for at slippe for dette åg da Herakles kommer forbi for at hente Hesperidernes æbler.

polytropos: den der har mange vindinger. Denne side af Odysseus (i denne attribut) er et ord for hans trickster-natur. I denne form er Odysseus tæt beslægtet med Loke. Odysseus er i stand til at besvare mange svære situationer fordi han i sit væsen besidder en mangfoldighed af vindinger eller metoder. Med en evne til konstant at ændre natur (om det så kun er overfladisk) klarer Odysseus f.eks. Polyfemos. Adjektivet her er tæt beslægtet med polymétis, for uden en viden om mange verdener (som er de overvejelser der går forud for den polytropiske forvandling og handling), kan Odysseus ikke foretage det kvalificerende valg. Det modsatte af at være polytropos (eller for den sags skyld polymetis) er at være enfoldig.

prologos: Indledende stykke i dramaer. Stykket bruges til at give en kort indføring til dramaet. Stykket kan være både en monolog og en dialog.

promømion: indlende stykke i eper. Her anråbes musen (eller muserne) typisk og der gives en indføring til dette følgende epos. Eksempler herpå kan ses i Hesiods Theogoni og Homers eper. Ordet betyder ”forvej” (oimos = vej).

prytanere: (prytaneis) ministre. Prytaneis var også ordet for årets politiske inddeling i måneder, som hver især fik navn. Der var ti af disse om året. Prytanerne blev idømt bøder hvis de ikke indkaldte rådet på de rigtige dage. I det 5. årh. stod prytanerne for afviklingen af folkeforsamlingens møder. Det var derfor dem der sammensatte dagsordenen. I slutningen af det 4. årh. blev denne opgave dog uddelegeret til såkaldte proedroi. Prytanerne offentliggjorde tid og sted og emne for de enkelte møder i folkeforsamlingen. Møderne blev ikke altid holdt i Pnyx – de blev også holdt i Dionysos-teatret, f.eks. I hvert prytani blev der holdt 4 folkeforsamlinger, mindst. Magten holdtes i skak i et sindrigt system, hvoraf der var en vis afhængighed. Forsamlingen kunne ikke stemme om noget med mindre prytanerne havde sat det på dagsordenen (bortset fra ved enkelte sager hvor de blev ignoreret), og prytanerne kunne ikke sætte sager på dagsordenen med mindre rådet (boule) havde godkendt det.

psyché: sjæl. Den oprindelige betydning af dette ord var egentlig ’åndedræt’, og grækerne så at åndedrættet forlod kroppen ved døden. Billedligt sammenlignede man Psyché med en sommerfugl. Den forståelse vi senere har fået af sjælen og dens sammensmeltning med det græske psyche, ser vi i ordet psykologi, som altså betyder ’sjælelære’.

sofrosyne: beskedenhed/besindighed. Sofrosyne er et ideal for mennesket der først helt defineres af Platon. Som areté er sofrosyne en mængde af for os klart definerede og forskellige egenskaber, men som for grækerne udgjorde en indholdsmæssig enhed. Det menneske der besidder sofrosyne, er på mange måder et velbalanceret individ, der besidder følgende kvaliteter: beskedenhed, mådehold, disciplin, retfærdighedssans og selv-kontrol. Begrebet er tæt forbundet med de i Delfi indskrevne ord ”intet til overmål” (i forståelsen af at mennesket både må regne med lykke og ulykke) og ”kend dig selv” (som værende et menneske – og altså ikke en gud). Ordet kommer fra det græske saofron – der betyder noget i retning af ”af et sundt sind”.

soma: krop. Det der modsvarer psyche. Se bl.a. ordet psykosomatisk (der altså betyder ’sjæleligt-kropsligt’ og som bruges om fænomer der afspejles både fysisk og psykisk).

stichomythi: replikskifte hvor replikkerne ikke fylder mere end én linje hver.

telos: formål, mål (tanke for mål). Teleologi er en betegnelse for en særlig filosofisk retning der forsøger at forklare verden udfra en forestilling om mål eller endegyldighed. Aristoteles og i og for sig også Platon er eksponenter for denne forestilling. Også i navnet Telemachos ligger ordet ’telos’, der netop betyder ’mål’. For Aristoteles har enhver genstand et endegyldigt mål som det stræber mod. Hvis man tager en ting som et æble, er det ikke svært at følge ham (æblet søger at blive spist for derefter at sprede sin kerner og blive til ny æbletræer), men det kan være svært at skelne f.eks. vores hensigter med et bord med bordets egne hensigter, og man kan også betvivle om døde ting eller materialer (som f.eks. sten) i sig selv har mål for deres eksistens. Hertil ville Aristoteles sikkert bare samle en sten op og sige at den i dette øjeblik havde jorden som mål. I forhold til Odysseus og Sokrates er det klart at det er deres ophøjede sans for langsigtede mål der definerer deres liv og dyder: Odysseus kan overskue, tåle og gennemskue en lang række hændelser og situationer der ville føre andre ud på et sidespor (eller ligefrem ende deres liv) for i sidste ende at vende hjem til Ithaka og Penelope, og Sokrates’ mål ligger endnu længere ude i fremtiden end noget jordisk mål: hans mål er ultimativt (til sidst) at opnå samhørighed eller sammensmeltning med idea, og kun det bedste jordiske liv kan føre til dette. Medeas telos er trods hendes mange retoriske masker også tydeligt – hævnen over Iason.

thelgein: fortrylle (vha. tale). Som både Kalypso, Kirke og på sin vis også Odysseus gør det. Begrebet er langt mere interessant og virkningsfult i Odysseen end det er i Iliaden, og dette forhold peger sandsynligvis på at evnen til at forføre (en intellektuel/retorisk kvalitet) bliver en vigtig bestanddel af det nye dydskatalog – det man kunne kalde den pragmatiske areté. Politik bliver derfor stadigt mere afgørende i en verden der bevæger sig væk fra aristokratiets fastlåste magt over imod demokratiets sociale mobilitet. Det er dog tydeligt at kvindernes mere mystisk/religiøse brug af trolddomsevner havde sin egne særegne kvaliteter, som gudinden Hekate repræsenterede. Medeas evner her passer udmærket ind i Hekates verden af mørk magi.

thymos: bryst/hjerte. Egentlig en beskrivelse af det vi kalder sjæl eller sind. I hjertet så grækerne mange af de egenskaber som vi mener sidder i hovedet. For grækerne var det i det hele taget en mere opdelt forståelse af menneskets sindstilstande, viljer og ønsker. Kun få af disse sad i hovedet, der til gengæld fik æren af af fungere enten som afkøler for blodet, eller som oplagring for menneskets sæd.

Timé: ære (se kleos)