[ [forsiden].

 Homers guder
 Fysiske ligheder | Theos | Guder som forbilleder | DO UT DES| Overdetermination


Når vi i dag læser Homers værker, er der især to ting, der forekommer os mærkelige og måske absurde: for det første virker guderne alt for menneskelige: de er smålige, jaloux, vrede, snævertsynede og egoistiske. For det andet kaster guderne sig konstant ind i menneskenes verden og deres kampe, og på en sådan måde at guderne kom til at fremstå som ondsidede dukkeførere, der styrer de homeriske heltes liv, så heltene til gengæld ofte kom til at virke som magtesløse brikker i et større skakspil.

Fra et religionsvidenskabeligt synspunkt kan man sætte en række mærkater på grækernes antikke religion, hvoraf den mest sigende vel nok er, at grækernes guder var antropomorfe: de lignede med andre ord mennesker både i krop og sind. Grækernes religion var også både panteistisk og polyteistisk: dvs. eftersom alt i verden i princippet var beboet af guder og guddomme (f.eks. kunne der bo en nymfe i et træ), var deres verden panteistisk ("gud i alt"), og eftersom dette gav en eventyrlig hærskare af guder og guddomme, må man i allerhøjeste grad sige, at denne religion var polytestisk ("med mange guder"). Udover dette, kan man også diskutere om grækerne med Zeus' herredømme (som dog efter al sandsynlighed ikke havde eksisteret før mykensk tid) havde en henoteistisk religion, dvs. en religion, hvor kun een (gr: "heno") gud havde magten. Hvis man skal have denne ide til at holde vand, må man dog gøre sig umage for at understrege Zeus' magt og autoritet som skæbnens hersker - moiragetes ("leder af skæbnegudinderne"). Eller måske hvis man anvender Ciceros gengivelse af Chrysippos tanker om at den "stedsevarende og evige lovs kraft, der ligesom fører os gennem livet og lærer os vore pligter, er Jupiter; denne kraft, som er identisk med skæbnens nødvendighed". Altså at Zeus ikke kun er moira (lod som skæbne), men også anangkæ: skæbnens uafvendelige bane.


Guder som mennesker: mentale ligheder
Ligesom de homeriske helte og aristokrater er guderne konstant opmærksomme på at fastholde og hvis muligt øge deres ære, deres timé. Ligesom Agamemnon f.eks. handler i vrede over at have mistet timé fordi han bliver tvunget til at afgive Chryseis, er Apollons pest en naturlig konsekvens af den manglende respekt (og dermed anerkendelse af timé) som Agamemnon har vist ham ved forhånelsen af Chryses, hans bønpræst. Af andre eksempler kan nævnes Poseidons vrede (Il. VII.442) ved tanken om grækerne er ved at bygge en mur, der kan overgå den mur, han har bygget sammen med Apollon, og skal derfor have forsikrelse fra Zeus om, at han må rive muren ned når den har tjent sit formål. Og da gesandtskabet til Achilleus forsøger at få ham tilbage til kampene, gør de det med løfter om genoprettelse af Achilleus' timé via olbos: materielle rigdomme. Og ligesom Achilleus er villig til at ofre mange græske liv for at genoprette den ære, han har mistet til Agamemnon, er Hera villig til at lade trojanerne lide simpelthen fordi Paris ikke valgte hende i den skønhedskonkurrence, der fulgte efter Eris' berømte gyldne æble.

Jean-Auguste-Dominique Ingres: Jupiter og Thetis
(1811) Musée Granet, Aix-en-Provence

Guder som mennesker: fysiske ligheder
Selvom guderne slår os som meget lidt ophøjede, skal vi ikke tage fejl af deres status hos homers tilhørere: de skulle både respekteres og frygtes, og på mange måder ligesom man skulle frygte, respektere og selvfølgelig adlyde aristokratiet. Men hvad var det så, der gav dem denne autoritet? Deres fysiske magt! Zeus holder meget af at gøre det klart for de andre guder, at deres samlede kraft intet kan stille op imod hans, og på samme måde formidles budskabet gennem for eksempel Hermes til både guder (f.eks. Kalypso) og mennesker (f.eks. Aigisthos). Og hvis man skal parallellisere yderligere, kan man jo pointere at rhapsoden egentlig indtager samme rolle som Hermes iht. herskermagten og dens (tilsyneladende) uretfærdige, men afgørende beslutninger: da han fortæller Kalypso, at hun nu må lade Odysseus rejse, protesterer hun, men bliver enig med sig selv og Hermes om, at gudernes beslutninger må man respektere, selv hvis de synes både tarvelige, egoistiske og uretfærdige
.

Hvis man skal forestille sig hvordan guderne så ud for grækerne, er det mest nærliggende egentlig at tænke sig fysiske idealer: store, stærke og smukke. For dette, og for deres udødelighed beundrede og frygtede grækerne dem. Og også her passer sammenligningen med aristokraterne rimeligt godt.


Theos
Ordet "gud" hedder på græsk "theos", men det blev oprindeligt brugt som et adjektiv der egentlig betød, at det, der var "theos" var på een gang fremmed, mærkeligt og egentlig udenfor denne verden og vores erfaring. Epilepsi blev derfor benævnt som "den hellige sygdom", fordi de syge så ud som om de var besat af noget udenfor dem selv. Der var altså hverken skønhed, etik, retfærdighed eller ønsket om det gode i dette ord: snarere noget potentielt farligt og magtfuldt og på samme tid mystisk og ubegribeligt.


[til toppen]

He-Man and the Masters of the Universe o
(DC Comics 1985) o
Guder som forbilleder og popkultur
Den kristne gud er på mange måder et forbillede for os mennesker, men på samme tid er han også en fjern og ubegribelig abstrakt - et uopnåeligt og ufatteligt ideal. For børn og unge er dette ideal ofte for svært at forholde sig til, og her træder så andre kulturhelte til: f.eks. Marvel-helte som Spiderman, Supermand eller Batman, eller senere som James Bond måske. Men mange børn og unge vil ofte først vende deres blik mod visuelt stærke helte som Arnold Schwarzenegger, Sylvester Stallone, eller The Rock, fordi man meget klart kan se, hvad deres fortrin og styrker er - deres styrke er simpelthen deres styrke! Og kvinderne er selvfølgelig alle smukke.

Grækerne havde selvfølgelig andre elementer i deres tro end det, vi ser i ungdommens fiktive og farverige heltebilleder i dag, men der var nu alligevel en del ligheder, og her spillede anderledesheden også en rolle: Zeus havde nok velkendte og menneskelige træk, men han havde også kræfter udover det sædvanlige - og det ser vi også hos f.eks. He-Man til højre: hans kræfter er selvfølgelig hans fysiske styrke, men den styrke kan gives et nærmest guddommeligt eftertryk ved at påkalde sig "Grayskulls magt" gennem sværdet, han her hæver mod himlen. Et lignende tryllenummer laver Zeus når han hæver sin tordenkile mod himmelen for at påkalde sig deres kræfter og gang på gang vise hvem der har bukserne på oppe på Olympen. Og ligesom Mattels hårdtpumpede og noget seriefremtillede figurer, er gudernes kroppe meget ens: f.eks. ved man stadigvæk ikke med sikkerhed om det er en statue der forestiller Zeus eller Poseidon, man fandt ved kap Artemision.


DO UT DES/Quid Pro Quo

En vigtigt begreb i de homeriske guder og deres forhold til menneskene er begrebet DO UT DES ("jeg giver for at du skal give") eller QUID PRO QUO ("noget for noget"). F.eks. fortæller Chryses Apollon i Iliadens første sang, at han som bønpræst har lagt tag på Apollons tempel og på andre måder givet Apollon diverse goder, og at han derfor forventer at disse tjenester bliver gengældt. Og det gør de så. På samme måde fortæller Athene at Odysseus har været en god mand, og at han derfor fortjener at komme hjem. Begrebet er på den måde egentlig bare en udvidet theodice-tanke: guderne er retfærdige. At deres uretfærdighed er ligeså konsekvent som deres retfærdighed gør ikke grækerne forvirrede: selvom Zeus og Athene ser retfærdigheden i, at Odysseus kommer hjem, er denne retfærdighed slet ikke synlig hos Poseidon, der efter Odysseu's guddommelige hjemsendelse fra Kalypsos ø alligevel kæntrer Odysseus' skib så han atter må kæmpe for sit liv. Her får Odysseus jo også, hvad han fortjent!


Gudernes værdier

I modsætning til kristendommens moralske "gode", bekymrer de homeriske guder som sagt først og fremmest om deres egne projekter og deres egen kleos og timé. Og derudover virker det også som om, de i det hele taget var nogle mere rå og på sin vis ubønhørlige størrelser, simpelthen fordi de levede i en mere rå og nådesløs verden hvor nederlag ikke kunne tolereres fordi det betød udslettelse. Først med polis-statens vækst i det 8-6. århundrede kom der mere kooperative værdier i gudernes værdisæt.


Guddommelig indgriben
Som moderne læser kan man som sagt mene, at hovedpersonerne simpelthen mister for meget betydning og handlekraft fordi guderne konstant bryder ind i begivenhederne og ændrer dem til deres fordel. Når helte besejres eller besejrer andre helte med gudernes hjælp og kraft (deres menos), virker det for os ikke som heltenes fortjeneste eller svaghed, men simpelthen som gudernes vilje. Men det er ikke hele historien for den græske tilhører. For dem er det hele ikke ren guddommelig determinisme og fatalisme: for ham er Achilleus, Diomedes, Odysseus, Hektor og alle de andre også vigtige spillere.

[til toppen]
Diomedes sårer Ares med Athenes hjælp
(Illustration af John Flaxman)

Overdetermination

At det kan accepteres at menneskene faktisk også er aktører ved siden af guderne forstås bedst hvis man forstår begrebet overdetermination: dette betyder at grækerne både så gudernes indflydelse og den græske helts beslutninger side om side. Guderne valgte desuden deres heroer med omhu - det var således ikke tilfældigt at Athene i egenskab af omtankens gudinde hjalp både Odysseus og Telemachos, og at hun i egenskab af krigens gudinde hjalp Diomedes (en stærk helt) med at såre den blodige krigs gud, Ares. Man kan altså sige, at heltene på en måde vælger deres guder, og at de ikke gør noget, der ikke i forvejen findes i dem i mindre grad. På den måde minder det vel om hypnose: man gør ikke noget, man slet ikke kunne finde på at gøre. Det er derfor også Diomedes' dåd, at han formår at såre selveste Ares.

Guderne er hos Homer meget markante og deres indflydelse er konstant tydelig, men Homer er ikke et forsøg på en mytologi, men en fortælling. Og fortællingens fremaddrift og logik kommer før hensynet til en helt korrekt og præcis skildring af guderne og deres verden. Derfor skifter Zeus fra at være en almægtig hersker af Olympen og menneskers skæbner til at være en tilsyneladende ubeslutsom og opfarende herre, der ikke engang formår at sætte konen på plads med ord! Zeus synes også forundret og ydmyget af skæbnens beslutninger da hans yngling Sarpedon må underkaste sig moirernes bestemmelser. Med andre ord: Homer tager sig store friheder i skildringen af Olympens mange guder, og derfor må vi have dette for øje når vi alligevel accepterer ham som en central formidler af myterne, heltene og guderne. Men egentlig er der jo ikke noget mærkeligt i det: i en god action-film må plottet også (og det ganske ofte) prioriteres i en sådan grad, at f.eks. heltenes evne til at træffe fornuftige beslutninger sættes ud af spillet.

Men hvorfor skal guderne i det hele taget optræde så hyppigt i Homers værker? Tja, det er der vel flere gode svar på. Det første kunne være at guderne simpelthen er godt og underholdende stof. Hvem vil ikke høre om overmenneskelige væsner der besidder alle de goder, vi ikke selv kan prale af? Og når så grækerne ovenikøbet havde et nærmest personligt forhold til dem - eller i hvert fald et forhold der minder lidt om de fleste danskeres fantasiforhold til de kongelige - ja så bliver det blot endnu mere interessant. Men guderne er der også fordi de giver rapsoden en kærkommen lejlighed til at understregen vigtigheden af visse begivenheder. Når f.eks. Pandaros affyrer sin skæbnesvangre pil mod Menelaos (det er jo den pil, der efter våbenhvilen sætter gang i krigen igen), så forstår alle, at der må have været en gud med i spillet. Og læseren ved med det samme, at det er en begivenhed, der har større betydning end alle de andre pile, der er blevet sendt afsted. Ligeledes er der heller ingen tvivl om, at Patroklos' død har helt afgørende konsekvenser, simpelthen fordi Apollon medvirker direkte til at han overvindes af Hektor. Disse begivenheder gives altså et helt specielt og guddommeligt skær med gudernes medvirken.

Det bedste argument for gudernes medvirken er måske noget helt tredje: nemlig at de giver Homers værker en følelse af, at verden i det hele taget er omgivet og mættet af den tragiske og ophøjede stråleglans, der i sidste ende giver eperne større mening end noget andet aspekt af disse værkers mangfoldige kvaliteter. Både vi og antikkens grækere kan ikke lade være med at placere Homers guder og helte på et helt specielt plan, der på trods af selvmodsigelser, egoisme og faktuelle fejl alligevel er udødelige som guderne selv.

 

kilder og referencer:
http://homepage.usask.ca/~jrp638/CourseNotes/HomGods.html
http://www.sparknotes.com/lit/iliad/