[ [forsiden].

 Homer
 ca. 800-700 f.Kr.
 Iliaden | Odysseen | Homers historiske kerne | Homerisk stil og metrik | De homeriske guder


Homer er navnet på den eller de forfattere, der i det 7. århundrede før vor tidsregning reciterede to af verdenshistoriens vigtigste værker: eperne Odysseen og Iliaden. Homers identitet er omstridt (ligesom hans placering i tid), og meningerne deler sig i to lejre: enten fandtes der virkelig en historisk Homer, eller også er skikkelsen "Homer" en gruppebetegnelse for flere rhapsoder der digtede og reciterede i en homerisk tradition. Argumenterne for at det sidste er tilfældet findes bla. i, at der er betydelige forskelle i værdier og struktur mellem Iliaden og Odysseen, men også at der i f.eks. i Odysseen alene er en del faktorer, der stritter i forskellige retninger. Således har også læsningen af Homer delt sig i to lejre hvori såkaldte analytikere (eller revisionister) kritiserer traditionalister (eller unitarister) for at mene, at der i værkerne er en enhed og en forfattermæssig rød tråd gennem hele værket. Hvorom alting er, så er det ret sikkert at formode, at den såkaldte Homer i hvert fald, hvis han altså er een mand, har trukket på flere hundrede års fortælletradition, og at han derfor i sin egen gengivelse af historierne også helt nødvendigvis må genfortælle mange af de tidligere barders versioner af historien. For hver version er noget sandsynligvis overleveret, og disse eper bliver derfor ikke billede af en bestemt tid, men mere et billede af en kulturel udvikling strækkende over længere tid.

Hvorfor er Homer spændende for os i dag? Fordi Homer præsenterer os for en fantastisk, eksotisk og på een gang dybt fremmed, men på samme tid meget velkendt verden. Vores begrebsverden og forståelse af vores egen kulturbaggrund løfter sig og får os til at føle os forbundne med både vores historiske forfædre, men også med en mytologisk grundforståelse af verden. Selvom de homeriske myter er både selvmodsigende og absurde, giver de alligevel mening, og dette paradoks giver os anledning til at se historiefortællingen i et for os meget anderledes men meget nyttigt lys. Men Homer er også en litterær gigant fordi han (eller de) sætter helt centrale kulturelle værdier under luppen, men i et meget underholdende og egentlig moderne handlingsforløb. Homers eper rummer på een gang
underholdning om de kongelige (i bedste Se & Hør-stil), historisk viden, praktisk information, sprudlende billedsprog og sammenligninger, samt noget af historiens bedste action - så det er ikke overraskende, at disse udødelige narrative digte bliver ved med at fastholde os i fascination, fordybelse, glæde og spænding. I den forstand minder Homer os om Biblens Gamle Testamente, og hvis man vil beskæftige sig med den forbindelse er der stor hjælp at hente hos Erich Auerbachs Mimesis.

Homer
Ny Carlsberg Glyptotek, København

Homers identitet og forfatterskab
Man ved intet sikkert om Homer, hvis denne da er
en historisk figur, men der er forskellige mere eller mindre pålidelige kilder der giver os visse rygter om manden. F.eks. siges det at kejser Hadrian spurgte oraklet i Delfi hvem Homer var, og at han fik svaret at Homer var søn af Telemachos (Odysseus' søn i Odysseen) og Epikaste. Andre kilder siger at Homer var blind, og at han var fra øen Chios (selvom flere byer hævder at være hans hjemby). En mulig forklaring på navnet Homer er desuden, at ordet "blind" simpelthen hedder "homeros" på en bestemt ionisk dialekt.

Hele den episke cyklus har i tidens forløb været betegnet som Homers egne, men i dag er der bred enighed om, at kun Iliaden og Odyssen kan tilskrives digteren Homer.

Enigheden om, at Homers værker er produkter af en mundtlig overleveret tradition skyldes i høj grad lingvisten Milman Parry, og det er utvivlsomt, at genren viser sig i mange klart identificérbare kendetegn: eftersom digteren skulle huske 15-20.000 linjer (Iliaden er således på 16.693) linjer (på vers), havde han brug for hjælpemidler, og flere af disse hjælpemidler bliver genrens typiske pejlemærker (se afsnittet om stil og metrik).


Iliaden
Historisk, værdimæssigt og kronologisk set er Iliaden ("sangen om Ilios") et langt mere roligt og homogent værk end Odysseen, der ofte karakteriseres som et kludetæppe. Værket handler om en periode under belejringens niende år, og den starter således langt inde i den handling, som grækerne kendte ganske indgående: at Ilion (da: Troja, la: Ilium) blev angrebet fordi den græske dronning Helena (som et produkt af myten om Eris og Afrodite og det gyldne æble) var blevet stjålet af den trojanske prins Paris (også kaldet Alexandros), selvom hun var den græske kong Menelaos' hustru.

Værket fortæller om et krigersamfund der orienterer sig efter værdier som ry (kleos), og hæder (timé), og materielt bestemt status (olbos). Aristokratiet er som i Odysseen det centrale stof, og plottet udspiller sig mellem de kæmpende heroer, der samtidig er konger i deres hjemlande (Odysseus er konge i Ithaka, Agamemnon i Sparta, Nestor i Pylos, osv.) og de Olympiske guder, der synes at indblande sig efter deres forgodtbefindende. Udover de ovennævnte værdier finder vi også en række dyder, der samlet kan betegnes som "heroisk areté" - altså heroernes dydskatalog. Denne arete rummer udmærkelse (især i kamp), styrke og (mands)mod (andreia), mens list, snilde og politisk pragmatisme synes at have trange kår. Selvom vise, veltalende og politisk taktiske personer som Odysseus, Foinix og Nestor også optræder, er det snarere snævertsynede og nærmest grotesk stolte krigshelte som Agamemnon, Ajax og ikke mindst Achilleus, vores opmærksomhed konstant er rettet mod. Og et af de mere interessante ting ved Iliaden er, at selvom disse fremstilles som ledere, helte og magtfulde idealer i nogle sammen
hænge, viser det sig, at deres værdier er behæftet med så alvorlige fejl, at det enten betyder tab af ære eller endda liv. Og Achilleus, som er grækernes største heros, træffer en beslutning som hverken vi eller grækerne i det 5. århundrede egentlig kunne acceptere: han beder guderne om at hjælpe trojanerne - hans eget folks fjender i kampen mod grækerne selv, vel vidende at dette vil koste mange græske liv. Hensynet til stammen og kongemagten blegner altså i forhold til ideerne kleos og timé.
 
Helt centralt i handlingen er Achilleus' vrede (på græsk ménin), der i starten sættes i fart af kong Agamemnon: denne har nemlig forbrudt sig mod guden Apollon, og skal derfor ikke blot aflevere slavinden Chryseis tilbage til faderen Chryses uden kompensation, men han skal også betale et større slagteoffer. Og eftersom Agamemnon ikke vil tillade et tab af egen ære (og bestemt også fordi Achilleus har udfordret kong Agamemnons autoritet), tager Agamemon således Briseis, Achilleus' slavinde. Dermed er vreden vendt mod overkongen ("Atreiden", som han kaldes), Agamemnon, og Achilleus' udeblivelse fra de følgende kamphandlinger er egentlig den fornærmede krigers passive hævn mod kongen: hvis Achilleus skal ydmyges af Agamemnon, skal Agamemnon lære at se, hvor galt det kan gå, når selveste Achilleus ikke deltager i kampene. Da Achilleus' nære ven Patroklos (deres forhold er fortolket forskelligt i forskellige perioder) dræbes af trojaneren Hektor, vendes Achilleus' vrede mod Hektor og trojanerne, og det er først da Hektor er dræbt og ydmyget efter døden, at den stolte Achilleus lader vredens bølger strande i en smuk scene hvor han forstår og giver efter for Hektors far, den vise kong Priamos.

Digtet kan overordnet set analyseres på flere forskellige måder, og den mest åbenlyse og typisk anvendte sigter på digtets samfundsmæssige dimensioner: hvilke fælles værdier og samfundsforhold manøvrerer heltene i, og hvordan kæmper den styrende klasse, aristokratiet, med de i mange tilfælde alt for snævre og ensporede tankegange der lever i disse kredse. Men digtet er også en storslået hyldest til en forgangen guldalder der for altid vil fylde grækernes hjerter med stolthed og ære.

Kontrasten mellem den ubændige Achilleus' vrede og Hektors kølige ydmyghed og pligtfølelse er central i det katalog af helte og heltinder, vi også finder i Iliaden. Det er fristende at finde modsætninger ikke bare mellem de to, men også mellem de selvglade kujon Paris og helten Hektor, der dog er brødre men alligevel er så forskellige, som man kan forestille sig, samt mellem den (med nogen ret) konstant bebrejdende Helena og Hektors loyale hustru Andromache. Man kan mene at Iliaden viser os tre centrale verdensanskuelser fra tre forskellige tider. Den første tid er Akhilleus' heroiske areté der ikke fordrer andet end mandsmod, krigsduelighed og selvfølelse. Denne livsstil udlever Akhilleus. Den anden repræsenteres af Hektor og fortæller om slægtssamfundets sammenhold og loyalitets-følelse. Den tredje er den pragmatiske areté og denne finder vi hos Foinix, Nestor og Odysseus.

I den sammenhæng er det interessant at se Akhilleus' egne handlinger og forsoning med Priamos i 24. sang som et billede på vredens forvandling til eftertænksomhed og accept af skæbnens bestemmelser og måske endda af krigeridealets forældelse.


[til toppen]

William-Adolphe Bouguereau : Homer og hans guide
(
1874) Milwaukee Art Museum
 

Historisk virkelighed og Homer
Selvom vi har med digte at gøre i Homers verden, er der flere faktorer der gør, at vi alligevel ser disse værker som store kilder til historisk forståelse af mange forskellige perioder i antikkens Grækenland. Alene det at eperne sandsynligvis er opstået som en mundtlig tradition og derfor har indtryk, holdninger, billeder og værdier fra mange forskellige perioder, gør at vi har to meget indholdstunge og værdifulde stykker kunst. En anden væsentlig grund er den, at digtene fortæller meget bredt om den verden, man levede i, og den verden man så tilbage på. Så selvom hovedpersonerne altid var aristokrater, og man principielt set befandt sig i mykensk tid (for grækerne anskuet som en guldalder), hører vi også om slaver, kvinder, unge og børn, og utallige anakronismer fortæller os, at det bestemt ikke kun er mykensk tid, vi bevæger os i, men både perioder før og efter den tid, hvori Troja skulle være faldet.

I hellenistisk tid begyndte man at analysere disse anakronismer, og denne tradition har man fortsat op til i dag, men fokus bliver i højere og højere grad på, at lade værket tale om alle de enkelte perioder som en mosaik, end på at dissekere digtet som et misforstået og fragmentarisk kludetæppe.

Da Heinrich Schliemann i slutningen af det 19. århundrede udgravede det, han mente var det historiske Troja, bar hans resultater frugt og videnskabsmænd som Parry og Lord har understøttet ideen om, at sådanne fortællinger kan opstå som mundtlige fortælletraditioner. Men ideen om, at der findes en historisk virkelighed bag de cykliske digte, er egentlig kun af mindre relevans for forståelsen af digtene og deres monumentale kulturelle værdi. Langt mere interessant er det at se dem som idehistoriske monumenter over vores vestlige kultur.

Epernes historiske kerne
Det historiske Trojas belejring i ca. år 1250 f.Kr. beskrives i Iliaden, hvor vi kommer ind i krigens sidste år, og Odyssen fortsætter den samme fortælling, idet beskrivelsen her er af Odysseus lange og omtumlede rejse hjem til Ithaka efter Trojas fald. Tiden omkring år 1250 f.Kr. til ca. år 1100 f.Kr. hvor dorerne indvandrede fra det centrale Europa og til dels fordrev de tidligere græske stammer, ionerne. Selvom man allerede i mykensk tid havde et skriftsprog (det såkaldte Linear-B, der tydedes af englænderen Michael Ventris), forsvandt dette sprog ved den mykenske kulturs undergang, og først i ca. år 800-750 f.Kr. genvandt grækerne skriftsproget ved at arbejde videre med et vokalløst sprog man tilegnede sig fra fønikerne (dvs. fra Mellemøsten).


Odysseen

Hvor emnet i Iliaden er langt mere fokuseret på begrebet "vreden", er Odysseen helt enestående fokuseret på den altoverskyggende helt Odysseus. Det virker som om, at alt i digtet trækkes ind mod ham gennem kontraster, spejl, eller paralleller. Odysseus er i yderste konsekvens Odysseen, og Odysseen er Odysseus. Ligesom digtet er hovedpersonen en meget kompleks og selvmodsigende størrelse, der dog aldrig glemmer det centrale telos (mål)i historien: hjemmet (nostos) og hjemkomsten til kongsgården på Ithaka, til den trofaste hustru Penelope og den modnende søn Telemachos. Odysseus er, ligesom Iliadens helt Achilleus, både uproblematisk og uproblematisk og karikeret og kompleks som heltefigur: han er klog på mange ting og steder (polymetis), handlekraftig og omstillingsparat (polytropos), forstandig (pepnymenos), og udholdende (pol(y)tlas), og han viser konstant sin loyalitet overfor både mændene (som han gentagne gange forsøger at redde), og overfor hjemmet, som altid er i hans hjerte, selvom troldkvinder og gudinder nok får ham på afveje hist og her. Og vi ved, at Odysseus nok skal klare strabadserne med ligeså stor og usvigelig sikkerhed som vi ved, at James Bond får bugt med superskurken i 007-filmene. Alligevel er der noget paradoksalt i hans noget kyniske vikingementalitet og uforstandige insisteren på at udforske f.eks. kyklopens hule, der får os til at undre os. Hvis Odysseus virker mere sammenhængende og ensidig på overfladen end den tydeligt psykologisk set konfliktramte Achilleus, så vendes dette skema om, jo mere vi trænger ind i de to personer.

I beskrivelserne af Odysseus' mange indre og ydre kampe for at vende hjem ser vi og grækerne hvordan både en nutidig og en progressiv fortids helt skulle være. Odysseus er ikke en Arnold Schwarzenegger eller en Sylvester Stallone: hans muskler er slanke og senede, men stærke, og han er ikke en skønhed som Brad Pitt eller Orlando Bloom - hans kvaliteter er nogle helt andre. Det, Odysseus kan, er at han kan bøje sig selv og sin identitet i de øjeblikke, der er behov for det. Hvis overlevelsen afhænger af det, kan han sågar blive "ingen", som han gør i mødet med kyklopen Polyfemos. Man kan sige, at Odysseus forstår, at verden er langt større end den, det almindelige menneske møder, og at mennesket må ruste sig til en lang række eventualiteter. For ham betyder det, at man må opsøge den verden, forsøge at forstå den, og derefter enten erobre, alliere eller forhandle med den. Så selvom Odysseus' lange rejse på sin vis er uforskyldt, er den også meget bevidst og villet: Odysseus vil se kyklopen, og Odysseus vil se de øer og lande han og hans mænd støder på - også selvom det koster liv og lemmer.

Det allermest centrale i Odysseus' væsen og i karakteristikken af ham som kulturbærende helt er dog nok, at han hele tiden er i stand til at forskyde øjeblikkets impulser og lyster, fordi det fjerne mål altid er det afgørende: at komme hjem til Ithaka (og dermed til sig selv, til at blive et helt menneske igen) og genoprette balancen og retfærdigheden. Disse værdier gør Odysseus til en meget sandsynlig og praktisk helt i tider hvor grækerne kolonialiserede fjerne egne (f.eks. i arkaisk tid), men det gør ham også til en helt, der fortæller os moderne læsere og lyttere om evigtgyldige værdier som integritet, udholdenhed og tankens sejr over naturen, kroppen og den uciviliserede verden. I den forstand er han i høj grad en forløber for Sokrates og Platon. 

[til toppen]

Buste af Homer
(1-2. årh e.Kr.) British Museum

Homer som heros
I hellenistisk tid blev Homer dyrket som hero i en række byer: Alexandria, Priene, Chios, Smyrna og Efesos, og i Priene har man fundet et marmorrelief fra ca. 3. årh. f.Kr., der nu findes i British Museum med titlen: Homers apotheose. Det viser Ptolemæus og hans søster Arsinoe III stående ved siden af en siddende Homer. Ved siden af Homer står desuden figurer fra Iliaden og Odysseen, med de 9 muser over og bag dem som en procession af tilbedere på vej mod et alter, der efter al sandsynlighed er helligdommen Homereion fra det 3. årh. f.Kr. bygget til Homers ære af netop Ptolemæus IV Philopator.

Strabo fortæller om et Homerisk tempel i Smyrna med et fortidigt xoanon, dvs. kultstatue af digteren. Han nævner også at indbyggerne i Argos gav ofre til Homer i denne bystats Homereion.


Homerisk stil og metrik
Matthew Arnold (der selv var digter) beskrev Homers kvaliteter som forfatter (omskrevet) som værende "skarp, hurtig, direkte og simpel, både i sætningsstrukturen, tankens udvikling og i hans ord", samt at "hans direkte og simple stil også findes i hans tankes substans, dvs. i hans materiale og ideer, og desuden er han helt enestående ædel" (fra On Translating Homer).

Den særegne hurtighed kan synes at stå i kontrast til den m
etriske struktur, idet anførende sætninger netop bliver hele sætninger, der i virkeligheden kunne koges ned til et par ord ("Ham gensvared på stand den helt, fodrappen Achilleus" (Iliaden I., v. 121) = "Straks svarede Achilleus"), men sandheden er nok snarere at hexameter-strukturen i virkeligheden giver digtet en hurtigt fremadskridende rytme som Homer formår (for det meste) at gøre både varieret og kontrastfuld. Man kan så diskutere om denne evne fastholdes ligeså meget i Odysseen som den gør i Iliaden. Disse meget stærke kvaliteter ses også efterlignet og i nogen grad opnået i de forfattere, der er gået i Homers fodspor som forfattere af de lange, narrative digte: Virgil, Dante og Milton. Faktisk nævner Dante i sit Inferno Homer som den bedste digter, over både Horats, Ovid og Virgil).

Det er svært at se nogen konsekvent politisk eller religiøs dagsorden i Homers digte: selvom begge emner forekommer, er det snarere som konstateringer af verdens mange elementer end som budskaber der skal leveres. Homers røde tråd er snarere i hans hensyn til menneskelige dramaer, følelser og konflikter. Og på den måde sørger han i virkeligheden også for altid at være relevant og vedrørende.


Stilistiske virkemidler: epiteter
Homer benytter sig af en slags prydsadjektiver der sjældent identificerer, men oftest former eller udvider et givent led (f.eks. grundleddet) så det passer i metrikken, og oftest også giver digtet en højstemt og farverig stil. Der er to hovedtyper af epiteter:

Epitheton ornans (besmykkende/prydende adjektiv): f.eks. "Den liljearmede Hera" (Iliaden I.55)
Epitheton necessarium (nødvendigt, sjældent og ofte efterstillet adjektiv): "den vidunderligt stærke" (Iliaden V.847)

Epiteterne er oftest altså besmykkende, og dermed egentlig unødvendige for forståelsen og udviklingen af plottet, og det er også snarere reglen end undtagelsen at epiteterne ikke specielt er valgt udfra sammenhængen (således at det kunne understøtte denne), men primært med det metriske hensyn for øje. Derfor kan vi f.eks. finde Telemachos meget konsekvent beskrevet som "pepnymenos" (dvs. "kløgtig" eller "forstandig") i det meste af Odysseens første sang, uanset hvilken situation han ellers befinder sig i. Samtidig må man dog sige, at Telemachos rent faktisk er kløgtig i mange af disse situationer, så helt skævt rammer Homer altså ikke. Men man kan ikke gå ud fra, at epiteterne er andet end hjælpemidler til stilen og metrikkens kabale. Et eksempel på, at det kan gå helt galt med brugen af epiteter kan findes i Odysseens første sang, hvor skurken Aigisthos beskrives som en "strålende" eller "ædel" fyrste (Od. I.29)(det græske adjektiv er amymenos). Epiteterne har altså forskellige karaktertræk:

1. Præcise og meningsfulde epiteter: "rappen Achilleus" (Il. XXII.194: Achilleus forfølger Hektor til fods)
2. Relativt indholdstomme eller tilfældigt besmykkende epiteter: "den lysblåøjede Pallas" (Il. XXII.215)
3. Direkte misvisende el. akavede epiteter: "den guldstolstronede Hera" (Il. I.611: Hera ligger i sengen med Zeus)

Også ting og begivenheder kan gives epiteter:
- "dorskfremvraltende hornkvæg" (Od. I.92)
- "den rosenfingrede Dagning" (Od. II.1)

Man kan desuden inddele epiteterne i typer når de beskriver personer. Her beskriver de nemlig enten oprindelse, slægt (vha. patronymika: "Peleiden Achilleus"), udseende/tilstand, evne/dygtighed ("den forstandige Telemachos" og "den fodrappe Achilleus") eller status/position eller heroisk kvalitet/niveau/status: "den guddommelige Epeios".


Stilistiske virkemidler: formelvers
Formelvers er faste udtryk som rhapsoden hele tiden har klar til en given situation eller en gentagen begivenhed. Det er jo ret smart at kunne fyre en fasttømret og metrisk set velfungerende størrelse af når man skal sige noget mange gange (i stedet for at skulle opfinde hvert eneste vers hver gang). Formelvers kan forekomme som flere verslinjer (dvs. små afsnit), som enkelte verslinjer, eller som dele af verslinjer. Her er et par fra Iliadens første sang:

Ham gensvared på stand, den helt fodrappen Achilleus
Derpå ham svared igen den drot Agamemnon og sagde
Ham gensvarede med rynkede bryn fodrappen Achilieus
Ham gensvared på stand krigsfolkenes drot Agamemnon

De ovennævnte er alle eksempler på formelvers som anførende sætninger (altså før direkte tale), men formelvers kan også forekomme som beskrivelse af gentagne begivenheder som en solopgang:

Men da der oprandt lys af den rosenfingrede Dagning (Od. II.1)
og samme i Od. III.404


Stilistiske virkemidler: patronymika
Et såkaldt patronymikon ("fadernavn") benævner ligesom vores "Hansen" eller "Jensen" faderens navn, men oftest her foran heltens eller gudens navn, eller simpelthen uden det øvrige navn: "Peleiden Achilleus", "Atreiden", "Kroniden", og det mere spektakulære "Letoiden" (der faktisk er et modernavn, ligesom de islandske "-dottir"-navne) og "Kronion". Her er en lille liste over de mere populære:

Peleiden, søn af Peleus = Achilleus
Atreiden, søn af Atreus = Agamemnon & Menelaos
Kronion/Kroniden, søn af Kronos = Zeus
Priamiden, søn af Priamos = Hector/Paris m.fl.

Læg mærke til, at det ikke er alle helte, der helt kan bære et patronymikon - folk kender jo ikke altid en lidt mere ukendt helts fader, og det kan også være at navnet ikke sprogligt passer så godt med konstruktionen. Man kan jo heller ikke helt forestille sig at hedde "Hieronymussen" eller noget lignende.


Metrik

Homers to eper er skrevet i det versemål der kaldes daktylisk hexameter. Det vil sige at (næsten) hvert vers har seks fod, hvor den centrale versefod er daktylen (en lang og to korte stavelser: - U U). De første fire versefødder kan erstattes af enten spondæer eller trokæer (hhv. - - og - U), og den sjette fod har enten kun to stavelser som ikke kan være to korte stavelser. F.eks. kunne et versemål se således ud:

-uu / -uu / -uu / -uu / -uu / -- /


Stilistiske virkemidler: den homeriske lignelse
Som et godt og ret hyppigt eksempel på Homers meget malende sprog kan man fremhæve den homeriske lignelse. Heri beskrives enten begivenheder eller personer i så lange passager at lignelsen nærmest fremstår som et digt i digtet, med sin egen logik og handling. Strukturen i disse lignelser er meget fast, og det gør det let at identificere disse konstruktioner:

Første fase: en beskrivelse af situationen uden sammenligninger:

Rask, i ustandseligt løb, fo'r Peleus' søn efter Hektor

Anden fase: den egentlige lignelse, oftest fra naturen, vejret eller et kunsthåndværk:

som når en hund i bjergenes skov forfølger en dåkalv,
som når den end i sin angst et skjul bag buskenes grene,
løber dog hunden bestandig i spor, til sit bytte den fanger


Tredje fase: digteren vender tilbage til den bogstavelige forklaring:

- så' kunne Hektor ej fjæle sig bort fra rappen Achilleus. (Il. XXII.189-194)

Det er også typisk for den homeriske lignelse at den ofte indledes med konjunktioner som så, ret som og ligesom, og afsluttes med således og så. Lignelser anvendes også tit til at beskrive hvordan større grupper af mennesker opfører sig, som f.eks. i Il. II.87: Da stimlede folket til tinge. Ret som når bierne... således drog..., etc. En berømt homerisk lignelse fortæller noget om den homeriske opfattelse af menneskers vilkår i tilværelsen:

Ligesom træernes blade, således er meneskens slægter: bladene strøs af blæsten på jord; men når skovene grønnes, skyder der friske på grenene frem ved vårens igenkomst således menneskens slægter: en fødes, en anden forsvinder.

Stilistiske virkemidler: det homeriske sprog
Homer skriver i en overvejende ionisk dialekt med elementer fra den æolske. Disse dialekter blev begge talt i Lilleasien, og det kan tyde på, at ionerne, da de blev fordrevet af dorerne fra fastlandet, vandrede til Lilleasien og holdt deres fortælletradition levende der. For den almindelige græker ville den ioniske form og de ord, rhapsoden brugte, synes både eksotiske og gammeldags. Den fremmedhed man som førstegangslæser føler, er med andre ord på sin parallel til den græske tilhørers. Men den sendte også et signal om autenticitet.

[til toppen]

Jean-Auguste-Dominique Ingres: Jupiter og Thetis
(1811) Musée Granet, Aix-en-Provence

De homeriske guder

Det er egentlig svært at sige noget om de homeriske guder, simpelthen fordi Homer beskriver en verden, der er strakt over så lang tid. Men i hvert fald kan vi konstatere at det først og fremmest er guder som Zeus, Hera, Athene og Apollon, der er fremtrædende, mens "nyere" guder som Demeter og Dionysos ikke ses i digtene. Dette træk kan tyde på, at historierne om guderne hos Homer sandsynligvis er blevet til i mykensk tid (dvs. år 1600-1100 f.Kr.), eller så tidligt som starten af minoisk tid (dvs. så tidligt som år 2000 f.Kr.). På den anden side skal vi også være opmærksomme på (i denne lidt umulige tidsmæssige placering af guderne), at der før de så dominerende patriarkier muligvis har været i hvert fald religiøst set matriarkalsk orienterede samfund hvori Hera og Gaia spillede langt større roller end Zeus.

Mht. funktioner er de græske guder også en blandet flok: nogle repræsenterer så konkrete størrelser som jorden, himlen, natten og havet (hhv. Gaia, Uranos/Zeus, Nyx og Pontos/Poseidon), nogle repræsenterer indre værdier som lidenskab, vrede/blodsrus, og overvejelse (hhv. Afrodite, Ares og Athene), mens andre igen repræsenterer funktioner i styret, samfundet og familien: f.eks. Zeus, Hefaistos og Hemes. Kort sagt findes de græske guder i alle livets aspekter - ellere rettere: guderne er alle forbundet til verden, og gennem meget forskellige veje.

Den græske gudeverden er både polyteistisk, panteistisk og antropomorf.



Det homeriske problem
Mellem to måske evigt uenige fløje af Homer-forskningen står spørgsmålet: blev digtene Odysseen og Iliaden digtet af den samme mand, eller var der flere om det? Den ene fløj, unitaristerne (/ traditionalisterne), mener at Homer har formuleret en kerne i digtene, men at denne kerne er blevet udvidet med tiden af andre forfattere/digtere. Analytikerne (/revisionisterne) mener derimod at værkene i deres essens er kulturelle kludetæpper der kan splittes op i enheder, der har hver deres værdier og heltetyper. Disse spørgsmål er blevet stillet og svaret mere eller mindre tilfredsstillende siden alexandrinerne i det 2. årh. f.Kr. opdelte værkerne i hver 24 sange og nedskrev dem påny. Og diskussionen blussede kraftigt op under romantikken (i det 17. årh.) da interessen for antikken ligeledes fik en opblomstring.

Hvordan fik digtene deres form?
Sandsynligvis hverken kunne eller ønskede skjaldene at nedskrive deres fortællinger, så der skulle en grund til før dette skete. Denne grund kunne have været Panathenæerfestene i Athen under Peisistratos i det 6. århundrede. Hvis dette var tilfældet, kan navnet Homer enten være kommet fra den digter, der tog sejrsprisen i en af disse fest-konkurrencer, eller også kan navnet være en kollektiv betegnelse for de digtere, der kom fra digterskolen Homeriderne, der sandynligvis var grundlagt af en Homer. Under alle omstændigheder har man hermed skabt digte der for længst har opnået en udødelighed som ingen andre af Vestens digte.

[til toppen]


 

 

 

kilder og referencer:
en.wikipedia.org/wiki/Homer (d. 18/10-2007)
H.W.Parke, Greek Oracles, 1967 pp.136-7 citing the Certamen,
Pseudo-Herodotus,Vita Homeri
Adam Parry (ed) The Making of Homeric Verse: The Collected Papers of Milman Parry, Clarendon Press, Oxford 1987
Lefkowitz, pp. 12-24.
Gilbert Murray, The Rise of the Greek Epic, Clarendon Press, Oxford 1907 pp.182f., slightly expanded in the 4th.ed.(1934) 1960 pp.206ff.
Morgan, Llewelyn, 1999. Patterns of Redemption in Virgil's Georgics (Cambridge: Cambridge University Press), p. 30.
Zanker, Paul, 1996. The Mask of Socrates: The Image of the Intellectual in Antiquity, Alan Shapiro, trans. (Berkeley: University of California Press).
lissi.parmo.soerensen.person.emu.dk/old/Odysseen/Homer.doc (d. 18/10-2007)
http://www.angelfire.com/art/archictecture/articles/008.htm