[ [forsiden].

 Herakles

Oraklet i Delphi havde forudsagt, at Herakles skulle tjene kong Eurystheus og under ham udføre Herakles 12 bedrifter, hvis lige mennesker hverken kunne matche før eller efter. Og sådan blev det. Historier om helte der under tyranniske konger skal udføre Urias-arbejder findes flere steder i de græske myter (f.eks. om Theseus og Bellerofon), men ingen af de historier er så omfattende som dem, der knytter sig til Herakles. Og ingen græsk helt havde den hæder og ære som tilfaldt Herakles. Han var den største af alle græske helte.

Herakles var søn af den dødelige dronning Alkmene og selveste Zeus. Derved blev han, som så mange andre uægte børn af Zeus, et udsøgt mål for Heras vrede og bitterhed. Og selvom Hera hadede ham mere end nogen anden af de børn af Zeus og andre erobringer, betyder navnet Herakles sandsynligvis ”Heras hæder” (Hera + kleos). Undfangelsen var også besynderlig: Zeus forvandlede sig til Alkmenes mand Amfitryon og gik i seng med hende.


Da Zeus havde forladt huset vendte den rigtige Amfitryon hjem og befrugtede også Alkmene.

Og hvad mere var: begge samlejer resulterede i undfangelser. Alkmene ventede altså tvillinger med to fædre.

Herakles’ dødelige bror hed Iphikles og blev sidenhen far til Iolaos, Herakles’ vognstyrer.

Herakles burde være blevet den næste konge efter Amfitryon, men Hera fik Zeus til at love, at den der blev født til Perseus’ slægt en bestemt nat skulle være konge. Og samtidigt skyndte hun sig at sørge for at Ilithyia, gudinden for barsel og fødsel, skulle forsinke Alkmenes fødsel, og også at bevirke at Eurystheus blev født før tiden og dermed indtog den rolle, Herakles skulle have haft.

Den lille Herakles hed egentlig ikke dette da han blev døbt, men Alkides. Navnet Herakles (”Heras stolthed/hæder”) fik han fordi dette navn skulle formilde Hera. Men da den lille gut kun var et par måneder gammel sendte den forbitrede Hera to slanger ned til barnet for at kvæle ham, men det lille gudsbarn var allerede så stærkt, at det kvalte de to slanger med de bare (baby)næver!

Da den lille Benny Bomstærk som barn slog sin musiklærer Linus ihjel med en lyre (var det mon et uheld?), sendte Amphitryon ham ud for at passe kvæg i en fjern bjergegn (der kunne han vel ikke rode sig ud i problemer, tænkte Amphitryon). Her mødte Herakles ifølge en lignelse fra det 4. århundrede to nymfer – Nydelse og Dyd – der gav ham valget mellem et let liv i anonymitet eller et svært og lidelsesfuldt liv med stor berømmelse. Herakels valgte, ligesom Achilleus, et liv forbundet med stor hæder, men også med meget lidelse og tidlig død. Valget var ikke svært for ham. Det samme valg får Iliadens centrale figur Achilleus også, og han vælger selvfølgelig med ligeså stor sikkerhed berømmelsen og hæderen.

Da Herakles voksede op giftede han sig i Theben med Kreons datter Megara (som i andre myter har andre navne: Glauke eller Kreusa), men dræbte de børn han havde med hende i et anfald af vanvid som Hera havde kastet over ham (den slags anfald af vanvid har vi jo også i Iliaden, for Ajax dræber jo en del får, fordi han er forblindet af et gudsbestemt vanvid – dette er bare mere skamfuldt, kunne det tyde på, for Ajax begår selvmord som resultat af dette). Herakles flygtede til oraklet i Delphi for at sone sin synd, men vidste ikke at Hera stod bag oraklets ord: ”drag til kong Eurystheus, Herakles, og adlyd ham i alt han befaler”. Herakles adlød og snart måtte han erfare at der foran ham stod 12 nærmest umulige opgaver, alle tænkt af Eurystehus, Og ikke nok med det; da han havde klaret disse, stod Eurystheus lige klar med 2 mere. De to arbejder kom i forskellige rækkefølger ifølge forskellige forfattere, men historierne er de samme:

HERAKLES' 12 ARBEJDER
I. Den Nemeiske Løve
II. Den Lernæiske Hydra
III. Den Kerynitiske Hind
IV. Det Erymanthiske Vildsvin
V. Kong Augias' Stalde
VI. De Stymfaliske Fugle
VII. Den Kretensiske Tyr
VIII. Diomedes' Heste
IX. Hippolytes Bælte
X. Geryons Kvæg
XI. Hesperidernes Æbler
XII. Kerberos


HERAKLES' HÆDER
Man kan sige meget om Herakles som helt, men et centralt begreb i forståelsen af ham i denne kontekst er ordet pathos. For pathos betyder i denne sammenhæng den dydige kamp og lidelse der fører til både hæder (kleos) og - for Herakles - til udødelighed. I den betydning ligner Herakles egentlig Atlas, for de måtte begge bære himmelhvælvet, og dermed lide (navnet "Atlas" betyder sandsynligvis enten "den, der udholder det, der ikke kan udholdes", eller simpelthen "den, der lider/udholder") og udholde. Et træk der også er knyttet til Odysseus, der jo må så grueligt meget igennem på vej hjem til Ithaka.

At den største græske helt udfører sine største heltegerninger som bodshandlinger er da efter enhver målestok et interessant forhold, og bare antallet af opgaver eller arbejder Herakles må udføre er ligeså overraskende og usædvanlige, men alligevel meget græske. Og hans måde at løse opgaverne på viser at der i den græske helteskabelon skal være både fysisk styrke, mod, skønhed og også et vist mål opfindsomhed.

Interessant nok er Herakles også et billede på seksuel formåen - et træk der jo passer fint med det fædrene ophav Zeus, som jo bruger det meste af sin tid på at hore rundt i Østen. Og Herakles' seksualitet er ikke engang begrænset til strengt heteroseksuelle forhold: han indgår i en række pæderasti-forhold med diverse eromenoi: Iolaus fra Theben (som han deler alter med, og som han afslutter forholdet til ved at give ham en kone), Hylas (forholdet her er et klassisk eksempel på pæderasti-forholdets funktion som modnende og dannende proces), Abderos (som blev ædt af Diomedes' heste i det 8. arbejde), og angiveligt vis talløst mange andre.

Ligesom Odysseus ledsages og beskyttes Herakles af Athene, men Herakles havde også en anden skytgud: Hermes. Og måske skal dette mindes os om Herakles' også noget usædvanlige forhold til døden. Men mere om det senere. Lad os se på, hvad det egentlig var Herakles lavede i de 12 arbejder:

1) DEN NEMEISKE LØVE
Herakles’ måske vigtigste bedrift. Eurystheus befalede Herakles at dræbe en løve hvis skind var uigennemtrængeligt for våben. Man måtte med andre slå den ihjel uden våben! Herakles var heldigvis en fremragende bryder, og kunne derfor kvæle løven i et mægtigt brydertag. Derefter tog han dyrets skind og lavede en kappe af det, og fik derved jo en fantastisk beskyttelse. Løven gjorde han til stjernetegnet Leo.

Løvens skind bliver derefter et vigtigt kendemærke for Herakles, og løvens symbolske kraft som billedet på både ædel byrd, uovertruffent mod og enestående styrke passer udmærket i den græske heros' selvforståelse. Løven er desuden et symbol på solen og den ære, der følger berømmelsens langtrækkende stråler.

Fra venstre og med uret: den Nemeiske Løve, den Lernæiske Hydra, det Erymantiske Vildsvinden og den Kerynitiske Hind.


2) DEN LERNÆISKE HYDRA: Dette uhyre havde utallige slangehoveder og hvis man huggede et af disse af, voksede der bare to nye frem. Heldigvis fandt Herakles på at få hjælp fra nevøen Iolaos, og sammen fandt de på at brænde slangehovedernes stumper, så der ikke kunne vokse nye hoveder frem. På dem måde vandt Herakles over søslangen med de mange hoveder. En kæmpe krabbe der var kravlet frem for at hjælpe hydraen blev også knust af mægtige Herakles, og både hydraen og krabben blev gjort til stjernebilleder. Hydraen fik sit navn fordi den hærgede området Lernys.

3) DEN KERYNITISKE HIND: Dette dyr var en af Heras hellige dyr, og det magiske ved dyret så man f.eks. i dets gyldne horn og fantastiske hurtighed. Og det tog da også Herakles mere end et år at fange hjorten, og da han endelig gjorde, var det på Artemis hellige bjerg. Og Artemis var selvfølgelig slet ikke tilfreds med at Herakles på den måde trådte hende over tærene. Derfor må Herakles nøjes med at tage et af hindens horn med sig som bevis.

4) DET ERYMANTHISKE VILDSVIN: I det vestlige Arkadien i området Psophis hærgede det Erymantiske vildsvin, og dette skulle Herakles selvfølgelig pacificere. Herakles fangede det i de sneklædte højder på Erymantis-bjerget og tog det med sig tilbage til kong Eurystheus, der blev så bange ved synet af det frygtelige dyr at han sprang ned i nedgravet Pithos-kar! Som i historien om det Kalydoniske vildsvin og andre lignende myter om vildsvin kan vi forstå at grækerne ikke undervurderede dette dyrs farlighed!

5) KONG AUGIAS’ STALDE
Denne dåd fik et drabeligt efterspil fordi Herakles efter arbejdet vendte tilbage. Men arbejdet var egentlig simpelt nok, bortset fra dets størrelse: Herakles skulle muge ud i Augeas’ enorme stalde – et arbejde der var så omfattende at et menneske ikke kunne gøre dette i et liv. Men Herakles fandt på en snedig strategi: han ledte simpelthen en flod (Alpheios) gennem staldene og fik dermed skyllet alt skidtet ud! Men hvorfor så vende tilbage til kong Augeas? Jo, for denne havde lovet en belønning for den der kunne klare arbejdet, men nægtede at betale da Herakles havde gjort sit arbejde. Og derfor vendte han tilbage med en stor hær og vandt efter flere slag selvfølgelig denne strid om hæder, besiddelser og ære. Som en fejring af denne sejr grundlagde Herakles de Olympiske lege ved den eleiske by Pisa..

Fra venstre og med uret: Kong Augias' stalde, de Stymfaliske Fugle, den Kretensiske Tyr og Diomedes' heste.


6) DE STYMFALISKE FUGLE: De græske myter stod ikke tilbage for Hitchcocks fantasi, for med de stymfaliske fugle havde grækerne nemlig en historie om menneskeædene fugle! Fuglene kredsede om Stymphalis-søen i Arkadien, og hertil drog Herakles og skød dem ned en for en med sin mægtige bue (eller måske var det en slynge). Andre historier fortæller at fuglene flygtede fra Herakles og blev de Ares-fugle som argonauterne mødte på deres færd gennem Sortehavet. Det er i øvrigt tankevækkende så mange egenskaber Herakles deler med den også bueskydende Odysseus.

7) DEN KRETENSISKE TYR: Da kong Minos på Kreta skulle erhverve sin kongemagt lavede han en aftale med Poseidon: hvis denne sendte en perfekt tyr til Minos, ville have vise den frem og dermed markere sin rettelige position som konge. Derefter vile han levere den tilbage. Den sidste del glemte Minos dog da han så en lidt for stor gevinst i at bruge den som avlstyr. Poseidon blev selvfølgelig godt gal i skralden, og fandt på en sofistikeret måde at straffe kongen på. Dronningen, Pasifae, blev nemlig forelsket i den smukke tyr og med Daidalos’ hjælp (han skabte en hul ko, som hun kunne ligge i) blev hun gravid med tyren og fødte monsteret Asterios, der kaldtes ”Minotauros” (”Minos-tyren”). Denne vanskabning skulle holdes indespærret, og til dette byggede Daidalos en labyrint. Hvert år skulle man i Athen sende 7 ungmøer og 7 ungsvende til labyrinten så Minotauros kunne spise dem. Men hvorfor skulle Athen på den måde straffes?

Jo, for da Herakles fik opgaven at han skulle hente den kretensiske tyr til Marathon ved Athen, satte han dermed en række begivenheder i gang: Minos sendte folk afsted for at hjælpe med at indfange den guddommelige tyr (den lavede selvfølgelig ravage, som tyre nu engang gør), deriblandt var sønnen Androgeos. Men desværre ramte en af Athens konges mænd ved siden af, og dræbte dermed den kretensiske kongesøn. Ups. Dermed startede en krig mellem Kreta og Athen, som altså Kreta og Minos vandt. Og derefter måtte Athen altså bøde. Men på en måde var det jo Herakles’ skyld! Der er myter der fortæller at Athens største helt, Theseus, dræbte både Minotauros (med hjælp fra Ariadne) og den kretensiske tyr.

8) DIOMEDES’ HESTE: Denne Diomedes var en skrækkelig fyr fra Thrakien (et barbarisk land) der fodrede sine heste med menneskekød. Herakles fangede først hestene (som han var blevet beordret af Eurystheus) og lad så hjælperen/væbneren Abderos passe på dem. Men desværre åd hestene stakkels Abderos, og var det jo meget passende at Herakles fandt på at lade hestene spise den lede Diomedes (navnet Diomedes betyder ”guddommelig prins”).

9) HIPPOLYTES BÆLTE
Der findes mindst to meget forskellige udgaver af myten om Herakles' 9. arbejde. Den første er meget enkel og forklarer simpelthen at da Herakles fik til arbejde at hente den skrækkelige amazonedronning Hippolytes bælte da kunne Herakles overvinde hende ved blot at vise hende sine muskler og sit løveskind - da var hun så solgt, at hun blot gav ham sit bælte uden kamp.

Den anden version er lidt mere kompliceret, for i den forklædte Hera sig som en amazone og spredte rygtet at Herakles var ude på at dræbe deres dronning, selvfølgelig med det resultat at samtlige amazoner arrigt for på Herakles der i kamptummelen dræbte selvsamme Hippolyte.

En tredje version fortæller begge elementer: at først lykkedes det Herakles at få bæltet uden ballade, og så fik Hera stukket lus i skindpelsen. Det fortælles også at Theseus, Herakles' ven, bortførte en amazone.


10) GERYONS KVÆG
Denne gang havde Herakles en formidabel fjende, for monsteret Geryon var ikke en hr. hvemsomhelst. Han var født som et helt enestående barn af titanen Calirrhoe og giganten Chrysaor, der igen var barn af gorgonen Medusa. Og Geryon var i sandhed et monster: han havde tre sæt ben og tre hoveder, og alle disse sad sammen på det samme liv!

Geryon levede på øen Erythia ved verdens ende (det, grækerne kaldte Libya i Afrika) med sit kvæg, og det var dette kvæg Herakles havde til opgave at hente. Kvæget blev bevogtet af helvedeshunden Kerberos' bror Orthys og Eurytion, en kvægdriver.
På vejen dertil splittede Herakles et bjerg ad, og på den måde skabtes Gibraltar-strædet!

Kampen mod Geryon, Orthus og Eurytion var jo nærmest afgjort før den startede, men vi kan da fortælle at Herakles brugte sin kølle mod Orthus og Eurytion, mens han skød kæmpen med sine pile. Men selvom det at stjæle kvæget ikke var svært, stødte Herakles ind i en del komplikationer på vejen hjem.

F.eks. måtte Herakles dræbe to af Poseidons sønner i Liguria (de ville stjæle kvæget), ved Rhegium slap en tyr løs og svømmede til Italien (der kom til at hedde Italien netop fordi det lokale ord for tyr var "Italus"), og Herakles måtte efter den. Først gav han resten af hjorden til Hefaistos' varetægt, og derefter fandt han tyren i kong Eryx' varetægt. Men denne kong Eryx ville kun give tyren tilbage hvis Herakles vandt over ham i en brydekonkurrence. Men Eryx stod ikke ved sit ord, og først da Herakles havde overvundet ham 3 gange, og derefter slået kongen ihjel, kunne Herakles putte tyren tilbage til resten af hjorden.

Og da Herakles nåede til kanten af det ioniske hav og Hera kunne se, at han igen var ved at klare skærene, forsøgte hun atter at smide en pind i hans hjul. Denne gang ved at trylle sig selv om til en hestebremse og skræmme alle køerne fra vid og sans så Herakles måtte fare omkring for at samle dem igen. Han mente at det måtte være floden Strymons skyld (den lå forresten i Thrakien), og proppede derfor så mange sten i den, at den, den dag i dag vistnok, stadig er helt umulig at navigere i.


11) HESPERIDERNES ÆBLER: Og når vi nu alligevel er ude ved verdens ende, så fik Herakles nu den håbløse opgave at skulle hente Hesperidernes æbler. Hesperiderne var solopgangens og solnedgangens gudinder og døtre af enten Atlas eller Nyx. Deres æbler var ikke blot gyldne, men de var også selve det gyldne lys, der fandtes i de flotteste solnedgange. Så de skulle selvfølgelig vogtes, og til det fik de også hjælp fra monsteret, den hundrede-hovede drakon Ladon. Sådan fik Herakles i en version af myten fat i Hesperidernes æbler. I andre versioner nævnes det også at Atlas og Herakles mødtes, og at Herakles blev nødt til at overtage Atlas’ arbejde med at bære himmelhvælvet indtil denne vendte tilbage med Hesperidernes æbler. Da Altas kom tilbage, ville han dog blot fortælle Herakles, at han hellere ville slippe for det slidsomme arbejde at bære himlen, og at han jo nu havde chancen. Herakles kunne ikke bare slippe (så ville verden jo brase sammen), men han var heldigvis snedig nok til at finde på et trick: han lovede Atlas at han ville bære himlen (det var jo egentlig rimeligt nok at Atlas ikke skulle bære den altid!), men om ikke Atlas ville lade ham hente en pude først? Atlas var dum nok til at sige ja (og stillede sig altså ind på sin plads igen), og så kunne Herakles smutte med både æblerne og et sikkert ret bredt grin om munden!


Denne del af myten har desuden påvirket den keltiske myte om mordet på Cian, Lughs far, af de tre sønner af Tureinn; Brian, Iuchar og Icharba. I denne myte beordrer kong Lugh de tre skurkagtige brødre ud på en række farlige opgaver hvoraf en af disse simpelthen er at hente Hesperidernes æbler. Opgaverne stiller Lugh som en mulighed for brødrene for at sone mordet på Cian, Lughs far, og opgaven her løser de tre brødre ved at forvandle sig til tre høge der hver bar et æble over den høje mur der beskyttede det magiske træ.

12) HELVEDESHUNDEN KERBEROS: Helvedeshunden Kerberos blev beskrevet som et ganske skrækkeligt dyr: det havde mange hoveder, en slange som hale og løvepoter. Og manken bestod simpelthen af giftslanger! Eurystheus var jo som vi nok kan forstå ved at gå ud af sit gode skind over, at Herakles blev ved med at vende tilbage efter at have opgaver, som ellers ville have taget livet af alle andre dødelige. Så mon ikke det var derfor han fandt på to opgaver mere til Herakles, og at den sidste simpelthen var at hente hunden fra Hades op? Det virker da ret logisk, hvis man vil gøre det af med en fjende simpelthen at sende ham til dødsriget i levende live! Men Herakles allierede sig med dødsriget dronning (Persephone/Kore) og så lykkedes det selvfølgelig for ham. For grækerne har Kerberos været et levende billede på de rædsler, man finder i det ktoniske under jorden: slanger, de ligædende hunde og dødsensfarlige dyr!

Herakles overvandt således både alle menneskelige begrænsninger og selve døden, og da tiden alligevel kom til døden for ham, ophøjede guderne ham til halvgud. Således blev det til at grækerne fejrede og højtideligholdt Herakles som gud.


EFTER DE 12 ARBEJDER
Herakles' fantastiske bedrifter hørte ikke op med udførelsen af de 12 arbejder. Eventyrene orden her er ikke nødvendigvis kronologisk:

HERAKLES SOM YNDET FORBILLEDE
En række kejsere og andre store ledere valgte at efterligne Herakles i deres image: Alexander den Store kunne ses afbilledet med et løveskind på den ene side, og med et billede af Zeus på den anden, hvilket selvfølgelig skulle fortælle at Alexander - ligesom Herakles - var søn af den øverste og mest mægtige gud. Også Commodus og Maximian, romersk kejsere, ønskede at fremstå som Herakles og alt (eller meget af) det han repræsenterede.

Commodus' rolle i forhold til denne dyrkelse og imitation af Herakles var iøvrigt særligt interessant fordi Commodus optrådte som gladiator i denne Herakles-persona og iscenesatte sig selv som den suveræne vinder i helt åbenlyst aftalte kampe hvor han f.eks. slog amputerede og andre handicappede ihjel. Endnu mere ekstreme og bizarre var de forestillinger hvor Commodus stod overfor såkaldte "giganter" - nemlig sammensurede handicappede - som han kunne slå ihjel med sin Herkules/Herakles-kølle. Hos historikere fra Augustus' tid beskrives Commodus dog i langt mere favorable vendinger.

Maximian brugte sin Herakles/Herkules-rolle noget mere afdæmpet og politisk, eftersom han sammen med Diokletian i deres kejser-partnerskab gav sig selv rollen Maximian-Hercules og Diokletian som Diokletian-Jupiter/Zeus for at tilkendegive magtfordelingen: Diokletian som administratoren og Maximian som opgave-løseren eller problem-knuseren. Og på den måde var rollen jo egentlig velvalgt. Hvis man ønsker sig folkets sympati virker Herakles også som det mest oplagte valg.

[til toppen]


 

 

 

kilder og referencer:
http://en.wikipedia.org/wiki/Heracles (d. 11/10-2009)
http://www.theoi.com/greek-mythology/heracles.html
Roberts, Timothy, R: Celtic Myths & Legends, Metrobooks 1995.