[til forsiden] [til myter].

 Bellerofon

Bellerfon var en af de største græske helte, og samtidigt også en ret kompleks helt. Han historie er en fortælling om både store triumfer og dybe nederlag, og på den måde passede det monster han dræbte - den ultimative hybrid - helt uovertruffent med det komplekse liv han ledte.

Han blev født i Korinth som søn af Poseidon og dronningen af Korinth. Stamtavlen var altså i orden. I sine unge år vandt han berømmelse for at have fanget Pegasus da den kom for at drikke af byens kilde. Og Pegasus blev også Bellerofons faste ganger og hjælper i bl.a. kampen mod Kimæren (som det ses på malerierne herunder). Senere blev han dog sendt i eksil for mordet på en slægtning. Og her begynder den centrale myte om Bellerofon...

 


Efter mordet rejser Bellerofon til kong Proitos' hof i Argos (lidt ligesom Ødipus rejser fra Korinth til Theben), og her forelsker dronningen, en vis Stheneboia, sig i Bellerofon, og så ved vi jo nok, at der må ruller hoveder. Bellerofon vælger dydigt at afvise dronningens tilnærmelser, men dette resulterer i at den vragede dronning ("Hell hath no fury like a woman scorned") lyver til kong Proitos og fortæller at stakkels Bellerofon forsøgte at voldtage hende.

Proitos må jo straffe (læs: dræbe) den unge mand, og sender ham (heldigvis for historien) til kong Iobates i Lykien. Denne havde åbenbart ligeså svært ved at dræbe den spirende helt som Proitos, og derfor vælger han blot at give ham en række opgaver, der burde være så svære, at de ville tage livet af Bellerofon. Den første opgave lyder på at dræbe den ildspyende Kimæra, en frygtelig og dødbringende blanding af en ged, en løv og en slange. Kimæren skulle nu alligevel dø, for den spredte død og ødelæggelse i Iobates' kongedømme.

Bellerofon dræbte selvfølgelig udyret og da han vendte sejrrig tilbage, fik han selvfølgelig en ny opgave, og efter den en ny. De to nye opgaver lød på at underkaste sig Sylomoi-stammen og Amazonerne. Begge klarede han selvfølgelig. Endelig, efter disse tre fuldførte umulige opgaver, indså Iobates endelig at Bellerofon var søn af en gud, og gav ham derefter sin datters hånd i ægteskab og det halve kongerige.

Men også her hvor Bellerofon måtte synes at være mæt af succes og rigdom, ønskede han sig det overmodige mål at flyve til solen på Pegasus. Zeus blev forarget over heltens hybris og sendte en hestebremse for at stikke Pegasus så Bellerofon faldt til jorden og derefter måtte vandre alene og forhadt af både guder og mennesker.

 

 
Etymologisk set er Bellerofons navn nok en sammensætning af ordene "Belleros" (navnet på et uhyre) og "phonos" ("dræber"), men der er også teorier der siger, at navnet egentlig betyder "bærer af kastevåben". Bellerofon hed ifølge myten først Hipponous ("hestesindet/hesteklog"?), og dermed bliver navnet også et billede på den rock-stjernestatus Bellerofon nød. Men navnet "dræber med (kaste)skyts" passer nu ret godt, for i kampen mod kimæren dræbte han netop dyret ved at skyde sine pile ned mod dyret.

Kimæren er ikke overraskende et komplekst symbol: dets forældre er dragen Typhon og Echidna, en af gorgonerne. Uhyret kunne ligesom Medusa ikke angribes forfra, men måtte søges og nedkæmpes i dets hule, og dermed med list. Kimæren betragtes af en række forskere som et billede på de laster, der flyder så frit som floder: den uforudsigelige ged, den ødelæggende og destruktive løve, samt den evigt snoede og snoende slange.

Paul Dies mener at Kimæren er en sygdom der bor i psyken, en sygdom hvor forestillingsevnen løber amok og desuden hvordan de tre dyr hver især repræsenterer andre mentale faldgruber: slangen repræsenterer den måde hvorpå menneskets forfængelighed og overmod korrumperer det, geden viser os seksualitetens skrøbelighed og perversitet, mens løvens magt ødelægger alle sociale relationer. Denne sidste egenskab passer godt med ideen om kimæren som "ødelægger af lande".

I den forstand bliver Bellerofon, som også forbindes med lyn, en lysbringer der nedkæmper en despotisk enehersker. Hvis kimæren derimod regnes som et billede på psykiske laster, synes Bellerofon tæt knyttet til og forfalden til netop de laster, han dog bekæmper. Men den type historie finder vi også hos Odysseus, Orestes, og Ødipus. Bellerofon synes også tæt knyttet til Apollon som "den strålende" - altså Foibos Apollon.

I Iliadens 6. sang mødes den store græske helt Diomedes og den mere ukendte Glaukos fra trojanernes side, og i beskrivelsen af Glaukos' aner møder vi også Bellerofon. Og måske er det netop den mere obskure Glaukos' identitet der forklarer hvorfor vi skal høre en så detaljeret beskrivelse af hans slægt, eller også - og dette er nok mere sandsynligt - skyldes det simpelthen rhapsodens tilbøjelighed til at fortælle historien om Bellerofon.

Fra v. 150-211 fortæller Glaukos følgende om sin slægt og forbindelsen til Bellerofon: I Argos ligger Efyre, og her stammer Glaukos' slægt fra, og kongen her hed Sisyfos, søn af Aiolos. Denne Sisyfos fik sønnen Glaukos (altså ikke den Glaukos som fortæller dette), som igen fik sønnen Bellerofon. Bellerofon var skøn og havde "uimodståelig manddom"
, men Proitos blev vred på ham og fordrev ham, for Proitos var på det tidspunkt konge i Argos, og hans dronning (Anteia) blev forelsket i Bellerofon, men blev afvist af den retsindige helt. Anteia lavede sine beskyldninger mod stakkels sagesløse Bellerofon, og så havde vi jo balladen som vi kender fra den centrale myte. Men i denne udgave nævnes det dels at kampen mod Solymerne var den hårdeste, og dels at han efter de 3 prøver også måtte forsvare sig mod de "bedste i kamp fra Lykiens egne" som havde lagt sig i baghold. Bellerofon dræbte dem alle.

Først efter denne sidste heltedåd indså Proitos at Bellerofon var et guddommeligt menneske. Og så fortæller Glaukos at Bellerofon fik 3 børn: Isander, Hippólochos og Laodameia. Glaukos er Hippólochos' søn og altså barnebarn til Bellerofon
.


kilde: www.theoi.com/Heros/Bellerophontes.html
kilde: J. Chevalier & A. Gheerbrant, "The Penguin Dictionary of Symbols", Penguin Books 1996